Bjæf og nuttethed for fuld skrue: Kom til hvalpetræf hos Aalborg Streetfood

Søndag den 1. juni skruer Aalborg Streetfood endnu engang helt op for nuttethedsfaktoren, når man fra klokken 12 til 15 gentager de senere års succes: Et stort hvalpetræf på plænen ved Streetfood.
“Kom og vær med, når vi forvandler græsplænen foran Aalborg Streetfood til et hyggeligt og sjovt hundeområde – fyldt med oplevelser for både hvalpe, voksne hunde og deres mennesker,” lyder det fra Aalborg Streetfood.
Masser af aktiviteter
Og udover nuttethed og bjæf i stor stil, er der masser af aktiviteter at glæde sig til:
Blandt andet en forhindringsbane hvor du kan lege og træne med din hvalp og et indhegnet legeområde, hvor hvalpene kan løbe frit og møde nye legekammerater.
Seca Hundecenter kommer forbi og giver gratis osteopatisk tjek af din hund, rådgivning om adfærd, træning, socialisering og miljø, mens du også kan være heldig at vinde et gavekort til hundecenteret.
Der bliver også mulighed for at købe søndagssnacks, lejetøj og plejeprodukter til de firbenede venner hos den lokale dyrebutik, Byens Poter, der også lægger vejen forbi, mens Agria Dyreforsikring giver gode forsikringsråd.
“Alle hunde er velkomne – også de voksne. Vi opfordrer dog til, at din hund er vant til at møde andre hunde og mennesker,” lyder det fra Aalborg Streetfood.
Hundeløse gæster er naturligvis også velkomne.
“Og måske er I heldige at få lov til at hilse på en nuttet hvalp,” spår arrangørerne, der kun kan opfordre til at slå et smut forbi pladsen:
“Nyd stemningen, få ny viden om hundeliv og snup lidt streetfood i solen. Vi glæder os til at se jer til en hyggelig dag med logrende haler og våde snuder.”