Trafikalt bristepunkt: Biltrafik kan være fortid i Aalborgs madmekka
Det er Aalborgs madgade nr. 1.
Men til duften af wok, pizza, durum og andre lækkerier, hører sig også den konstante stress med biler og cyklister, der nærmest med livet som indsats forsøger at komme helskindet gennem Reberbansgade.
Nu kan den travle vej måske se frem til en fremtid uden biltrafik. Det skriver Nordjyske med henvisning til en ny udviklings- og helbredsplan samt en miljørapport.
Ny tunnel forventes at øge trafikmængden
Årsagen er, at der i forbindelse med omdannelsen af Sygehus Nord-området vil laves en tunnel under jernbanen, der forventes at øge trafikmængden i Reberbansgade, som allerede har nået sit mætningspunkt hvad angår trafikmængden.
Forslaget i rapporten er at forbyde almen bilkørsel i Reberbansgade kombineret med ændrede kørselsretninger i de tilstødende gader, så kun servicekørsel er tilladt.
Det er der knap så stor opbakning til fra By- og landskabsrådmand, Jan Nymark Thaysen:
“Jeg er rimelig sikker på, at den politisk vil blive udfordret, for der er så mange butikker, som vi også skal tage hensyn til og flere, hvor vi ved, at folk kommer i bil og holder, gør deres ærinde og kører derfra igen.
Den (rapporten, red.) er vejledende, og den tager forskud på nogle ting, der giver anledning til nogle budgetønsker,” udtaler han til Nordjyske.
Uanset, hvad det ender med, kan der være lange udsigter til omdannelsen af Sygehus Nord-området og dermed en bilfri Reberbansgade.
Det sker nemlig først, når Sygehus Nord er flyttet i de nye lokaler på Nyt Aalborg Universitetshospital i Gistrup, når det står klar.
Det nye supersygehus lader dog vente på sig senest med vandskader, der forsinker arbejdet yderligere.
Seneste melding lød på, at det er indflytningsklar i 2026 – men det var altså inden, nye rapporter kunne melde om diverse vandskader.