Bilist fik ildebefindende: Ramte butik og kørte ind i springvand

En voldsom ulykke fandt sted i eftermiddag på Bispensgade i Aalborg, da en bilist mistede kontrollen over sin bil og kørte direkte ind i Spejdersport.
Hændelsen skete nær frøspringvandet, hvor bilen ifølge øjenvidner kom kørende fra Vesterbro og endte med at ramme kurvene og facaden foran butikken.
Ifølge vidneforklaringer fik bilisten et ildebefindende, mens vedkommende var bag rattet.
Forbipasserende reagerede hurtigt og hjalp personen ud af bilen, hvorefter de påbegyndte førstehjælp.
Ambulance og politi ankom kort efter, og bilisten modtog behandling på stedet, inden vedkommende blev kørt videre med ambulancen.
Ulykken har nu efterladt et kaotisk syn foran Spejdersport.
Bilen, som er alvorligt beskadiget i fronten, har spredt udsalgsvarer og inventar fra butikken ud over hele området.
Kurvene uden for butikken er blevet væltet, og tingene ligger spredt på fortovet.
Politi og redningsmandskab arbejder fortsat på stedet for at rydde op og sikre området.








