Sandstrand og spændende premiere: Biffen er klar med oplevelser til din sommer
Sommeren er over os, og for mange fører det tankerne hen på sol, strand og kølige drinks.
Heldigvis er der et sted, hvor du kan mærke de lækre sommervibrationer, selv når det er lidt køligt og det regner.
Kedelhallen i Nordkraft er nemlig blevet omdannet til en sommerlig oase, og hver torsdag viser Biffen film, som man kan nyde, med en drink i hånden og tæerne i sandet.
“Vi har fået kørt en masse sand ind, og arbejder med både lyd og lys, som giver følelsen af at være på en strand under sydens sol,” siger Karin Fast, som er daglig leder i Biffen.
Costa Del Nordkraft løber over fem uger, hvor man på alle ugens dage kan nyde lyden af bølgeskvulp og bade sig selv i varme toner.
Og en gang om ugen er der altså lagt op til en filmaften ud over det sædvanlige.
Det er hver torsdag frem til 12. august, at det sker.
I aften torsdag d. 22. juli vises Man on Wire, som handler om en ung franskmand, der gik på line mellem de to tårne ved World Trade Center i New York.
En fuldstændig vild og fascinerende historie. Tjek det ud her.
Ulrich Thomsen svinger forbi
Det store lærred byder både på gamle klassikere som The Big Blue og nyere værker i mange genrer. Og faktisk viser Biffen i starten af august den helt nye film “Gutterbee” af Ulrik Thomsen, som han selv præsenterer.
“Det er noget af et scoop, og vi glæder os rigtig meget. Jeg har set mange film, og den her er virkelig noget særligt. Og at Ulrik Thomsen selv siger nogle ord om den inden visningen gør bare oplevelsen det mere speciel,” siger Karin.
I filmen drager en tysk pølsemager til USA i håbet om at udbrede pølserne til de burger-elskende amerikanere.
“Alt i filmen skulle efter sigende være rigtigt, men man sidder virkelig med en følelse af “skete det der lige”. Det er absurd og virkelig underholdende,” siger Karin.
Foruden de ugentlige filmaftener er Biffen selvfølgelig også åben hele sommeren, og her er der altså også mange gode filmoplevelser at hente. Både juli og august byder nemlig på en række premiere og cinemateket viser udvalgte klassikere og skæve film hver tirsdag.
Det brede og det skæve
Biograf og sommer rimer ikke lige umiddelbart på hinanden. Og dog. For selvom restauranter og barer har fået lov til at holde åbent til ud på de sene aftentimer, er der stadig meget af det, som sommeren normalt vil kunne byde på, der er lukket ned for.
Festivaler og lange lyse nætter i byen. I lyset af det, virker det særligt oplagt, at krydre sine aftener eller en tordenramt eftermiddag med en god filmoplevelse. Og Karin håber, at særligt de unge vil tage Biffen til sig denne sommer.
“Aalborg er jo virkelig blevet en studieby med mange unge, og jeg vil gerne opfordre dem til at bruge biografen, når de nu ikke kan meget af det, de ellers plejer, for der er virkelig nogle gode stunder at hente i filmmørket,” siger hun.
Føler man sig filmfristet, er Biffen et oplagt sted at søge hen. Her finder man nemlig film, man ikke finder så mange andre steder.
“Vi har selvfølgelig nogle af de helt store film, som man kan finde alle steder, men vi har også de mere skæve, som den japanske film “Mother” instrueret af Bong Joon Ho, som også instruerede Parasite,” siger Karin.
Her er programmet
De grønne Slagtere, 8. juli kl. 21:30
The Big Blue, 15. juli kl. 21:30
Man on Wire, 22. juli kl. 21:30
Once We’re Brothers: Robbie Robertson and The Band, 29. juli kl. 21:30
Gutterbee med besøg af Ulrich Thomsen, 5. august kl. 21:30
Marianne & Leonard: Words of Love, 12. august kl. 21:30