Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Portvin, lagkage og film: Biffen inviterer til 35-års fødselsdag

Af Nathalia Hentze Nielsen

Snart fylder Aalborgs helt egen art-cinema, Biffen, 35 år.

Det skal selvfølgelig fejres, og derfor inviterer de til fødselsdagsfejring tirsdag den 2. april.

Her byder gæster på portvin, lagkage og en særforevisning af klassikeren ”Thelma og Louise” fra 1991 til halv pris. Køb billetter her.

Plads til det nye og eksperimenterende

På Biffens kontor sidder den daglige leder, Karin Fast, og håndplukker film til de kommende måneder.

“At gå ind i Biffen skal gerne opleves som at gå hen i en delikatesseforretning for film. Vi vil gerne vise både de brede, de smalle, de skæve og de dybe,” forklarer Karin.

Karin kan sammen med sit faste personale, Christian Hove og Stine Abrahamsen Nørnberg, plus en stor gruppe frivillige, se tilbage på en lang rejse med levende billeder.

Hun begyndte selv som frivillig filmoperatør i 1993, hvor Biffen lige var rykket ind i lokaler på Skråen med filmfotograf Orla Nielsen som fast ankermand.

Biffen blev grundlagt som forening for cineaster – altså filmentusiaster – i 1989 ud fra den tanke, at Aalborgs biografliv trængte svært til noget andet og anderledes end amerikansk mainstreamfilm, westerns og action.

Biffen blev stedet, hvor det nye og det eksperimenterende fik plads.

Portvin, lagkage og film: Biffen inviterer til 35-års fødselsdag

Film med høj kunstnerisk kvalitet

I det arbejde søgte Biffen samarbejde med andre for derved at kunne flytte film ud på andre institutioner i byen.

Blandt andet sammen med Aalborg Symfoniorkester, der leverede livelyd til gamle stumfilm og netop i orkestrets daværende lokaler i den
gamle biograf, Symfonien.

I 2009 blev Biffen inviteret med ind i Aalborgs nye kulturhus Nordkraft og det gav plads til 3 sale og godt 200 publikummer og mulighed for samarbejde med de øvrige beboere i Nordkraft.

“Med digitaliseringen af biograferne i 2012 har vi fået mulighed for at vise langt flere film. De digitale filmkopier gør det muligt at vise nye film samtidigt i hele landet, og generelt er de smalle film blevet bedre.

Der er tilskuere til dem, og vi supplerer med og udvælger mainstream-film med kant,” siger Karin Fast og tilføjer:

“Film må gerne minde os om, at vi befinder os i en mangfoldig verden, hvor livet leves og opleves på mange måder. Og det kan film af høj kunstnerisk kvalitet give os indsigt i.”

Portvin, lagkage og film: Biffen inviterer til 35-års fødselsdag

Klassikere og nyklassikere

I 2018 indgik Biffen også et frugtbart samarbejde med Cinemateket, der gør det muligt at vise både klassikere og nyklassikere for det nordjyske biografpublikum.

Hele 30 procent af de viste film kommer herfra.

Trods nye muligheder med diverse streamingtjenester og tv “on demand” går folk stadig i biografen. Det at dele sin biografoplevelse med andre er noget særligt, og den oplevelse forsøger Biffen at støtte gennem forskellige initiativer, hvor publikum i
biografmørket kan møde film på en anden måde.

Biffen byder således jævnligt på filmfestivaler, filmklubber, filmkredse, filmevents med oplæg, kulinariske oplevelser og meget, meget mere.

Desuden byder Biffen på mange andre oplevelser knyttet til filmene, som f.eks. foredrag og musik i forlængelse af forestillingerne.

Læs mere om Biffen og se deres udvalg af filmforestillinger her.

Del artikel

Andre læser også