Berlin Döner afslører åbningsdato: Fejrer med gratis mad til de første 200

I januar meldte Berlin Döner, at de udvider med endnu en lokation i Aalborg pga. den store efterspørgsel.
Det er den tidligere malerbutik på hjørnet af Sjællandsgade og Samsøgade, der bliver omdannet til et nyt spisested; nærmere bestemt Samsøgade 17.
Nu er ejer Damir Stojkovic klar til at dele åbningsdatoen, og det er allerede i morgen fredag den 21. april klokken 11.00, at de slår dørene op til stor glæde for kebabhungrende aalborgensere.
Ligesom da de åbnede på Reberbansgade, fejrer de også den nye kebab-biks med et rigtigt godt åbningstilbud. De første 200 gæster på Samsøgade får gratis mad.
Udvidet menukort
Da Berlin Döner åbnede i Aalborg i sommers var det med én ting på menuen: Berliner-Döneren (som vi var ekstremt glade for, da vi prøvesmagte den).
I forbindelse med den nye butik udvides menukortet for både Reberbansgade og Samsøgade.
Udover klassikeren lavet på fladbrød med grillet kalvekød, grøntsager og dressing vil du nu også kunne vælge Berlin Döner med kylling, og så er der også halloumi til vegetarerne.
“Kyllingen er den originale fra Berlin – ligesom kalvekødet,” fortæller Damir.
Derudover kan du også få en Berlin Box Menu med enten kylling, kalv eller halloumi. Det serveres med pomfritter, salat og tre slags saucer.
Læs mere om Berlin Döner Aalborg her.