Begrænset periode: BreadbyKaerup er klar med de vildeste sommerkager
BreadbyKaerup på Kastetvej vinder igen og igen anerkendelse for sit fantastiske, velsmagende og ikke mindst smukke bagværk – med god grund.
William Kærup har siden sin åbning gjort en dyd ud af at kreere brød og kager i mikrobageriet, hvor fokus har været på et begrænset udvalg af produkter af høj kvalitet. Og det må man sige er lykkes.
I anledning af sommeren er William igen gået i køkkenet, og har i denne uge skabt tre helt særlige kager. Og kun i denne uge.
Blåbær-spandauer med vanilje, kirsebærtærte med hvid chokolade og lime samt en mocca-cruffin med solbær.
Alle tre med nogle af sæsonens bedste bær, der forhåbentlig kan give den helt rigtige smagstone af sommer.
“Vi har desværre ikke haft en særlig god sæson for jordbær i år, så jeg har valgt at eksperimentere med nogle andre typer bær,” forklarer William.
Alle bærrene er omhyggeligt plukket ved et lokalt landbrug ved Dronninglund Storskov, for netop at sikre den gode kvalitet, der gennemsyrer bageriets koncept.
Vi har naturligvis, i den gode sags tjeneste, testet alle tre vidundere, så du ved, hvilken du skal sætte snuden op efter i denne uge – hvis altså ikke, det skal være dem alle.
Blåbær-spandauer
De fleste danskere kender nok den helt klassiske spandauer; et luftigt stykke wienerbrød, ofte med creme eller syltetøj.
BreadByKaerups spandauer er dog meget mere end det. Den har et lidt mere kompakt, men stadig sprødt, ydre og er – modsat den klassiske kage – ikke alt for sød.
Dette skyldes måske både mængden af glasur og creme, der ikke er overvældende – men til gengæld smager især cremen tæskegodt af vanilje på den helt gode måde.
De friske og modne blåbær giver en dejlig friskhed til spandaueren, og sørger for, at den både smager som man kender og elsker den … men faktisk meget bedre.
Prisen er 36 kr.
Kirsebærtærte
Next up: Kirsebærtærte!
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi mest forbinder kirsebær med noget, der er kastet ned i en tyk, rødvinsfarvet sovs og sat på julebordet – til skræk og rædsel for dem af os, der ikke kan fordrage klumper!
Den forbindelse er heldigvis blevet cuttet once and for all, da vi smagte Williams bud på en kirsebærtærte … for dén er intet mindre end fantastisk!
Bunden er lavet på mandel, og minder om en sød og syndig mazarintærte (og hvem elsker ikke dét?!) og toppet med en helt enestående vaniljecreme.
Kanten på kagen er en crumble af mørk chokolade og karamelliserede hasselnødder.
Kirsebærret på toppen er naturligvis … kirsebær … og de er både saftige og virkelig smagsfulde.
Denne kage er nok nær den bedste, vi har smagt denne sommer. Og vi har smagt mange.
Prisen er 42 kr.
Mocca-cruffin
Vi er mange, der har nydt en kop kaffe til en sprød, nybagt croissant.
Men hvorfor ikke bare kombinere de to ting – og springe et trin over?
Det er både bøvlet, grattet og mærkeligt at proppe en croissant ned i en kop kaffe, så William har heldigvis valgt at putte smagen af kaffe ned i croissantens syndige fætter; en cruffin, som er en genial kombination af en croissant og en muffin.
Denne uges cruffin er fyldt op med en fløjsblød mokkacreme, der virkelig smager af kaffe.
Er du ikke en hund efter kaffesmag i din kage, så skal du springe den her over. Der er virkelig gang i kaffesmagen, men den passer perfekt sammen med den sprøde cruffin og de solmodne solbær.
William har gjort det igen!
Prisen er 37 kr.
Du finder Bread By Kaerup på Kastetvej 15, Onsdag – lørdag fra 08.00 – 15.00
… men tøv ikke for længe med at svinge vejen forbi. William må ofte melde udsolgt mange timer før lukketid.