Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bedst i Nordjylland: Flot hæder til flere Aalborg-restauranter

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Okan Gültekin
Foto: Okan Gültekin

Aalborg, Vendsyssel og Himmerland har alle repræsentanter i årets semifinalerunde i gourmetrestaurant-konkurrencen ”Bedst i Nordjylland / Value for Money” sæson 2024.

Det meddeler folkene bag i en pressemeddelelse.

De fire nominerede kan indenfor den nærmeste fremtid vente endnu et uanmeldt testbesøg. Juryen offentliggør samtidig navnene på 11 restauranter, der har fået hædrende omtale efter indledende runde, hvor i alt 25 nordjyske toprestauranter er blevet besøgt hen over foråret og første del af sommeren.

Juryens fem medlemmer har netop været samlet og sammenlignet notater og vurderet interne scorer. Og på den baggrund identificeret årets fire semifinalister:

”Niveauet hos og antallet af toprestauranter er større end nogensinde i Nordjylland, og valget har derfor også været sværere end nogensinde. Heldigvis, kan man sige for både os og restaurantgæsterne,” fortæller juryformand Mads Stenstrup og fortsætter:

”Men vi har jo skullet vælge kun fire semifinalister, hvor vi i virkeligheden sagtens kunne have peget på 10, og endnu flere vel egentlig var kvalificerede. Også bl.a. nogle af de restauranter, som vi slet ikke nåede at besøge i år, men som de tidligere sæsoner har markeret sig flot.

De 25, som vi nåede at besøge denne sæson, leverede stort set også alle fine anbefalelsesværdige value for money-oplevelser for pengene,” understreger Mads Stenstrup.

Juryen tæller kapaciteter som Masterchef-vinder Laura Sahl, kokkefaglærer Claus Bauer, Gourmetkartel-admin. Michael Jul Jensen og hospitalsdirektør Søren Hjortshøj.

Bedst i Nordjylland: Flot hæder til flere Aalborg-restauranter
Juryen har netop været samlet til afklaring semifinale deltagere i årets ”Bedst i Nordjylland – Value for Money”. Selvfølgelig over ”en god bid brød” hos juryformanden. Fra venstre er det Søren Hjortshøj, Laura Sahl Claus Bauer, Michael Jul og Mads Stenstrup. Foto: Stenstrup PR

Kravet for at få uanmeldt testbesøg i konkurrencen er relativt simpelt:

Bruttolisten består af nordjyske kvalitetsrestauranter med mindst tre ugentlige åbningsdage, der tilbyder en fixed menu på mindst 4 retter + en tilhørende køre-vinmenu (halve glas) til samlet ca. 1200 kr. – meget gerne færre penge og absolut max 1500 kr.

Tre par øjne og ganer

Som de tre foregående sæsoner i Bedst i Nordjylland / Value for money så bliver det i semifinalerunden jurymedlemmer, der IKKE testbesøgte de nu udpegede semifinalister i indledende runde, der vil stå for de nye uanmeldte ”kontrolbesøg” i semifinalerunden.

På den måde vil mindst tre par forskellige øjne og tilhørende fintfølende ganer i sidste ende have besøgt semifinalisterne med henblik på at identificere de endelige finalister.

Årets finale bliver som tidligere år afviklet ”live” så publikum har mulighed for at købe billetter og deltage. Og til den tid – sandsynligvis i anden halvdel af september eller begyndelsen af oktober – selv spise med, når de to finalerestauranters fire retters menuer skal vurderes.

 I 2023 var det Vendia Brasserie, der vandt konkurrencen, i 2022 Alimentum og i 2021 HimmerRiget.

”Vi kan desværre ikke offentliggøre semifinalisternes navne, før vi har været der igen. Men det vi til gengæld  nu kan offentliggøre er de 11 navne, som juryen har besluttet at give særlig hædrende omtale efter vores første testbesøg,” fortæller juryformanden.

11 restauranter i slutfeltet

  • Alimentum, Aalborg,
  • Bach & Nurup, Aalborg,
  • Emil, Aalborg,
  • HimmerRiget, Farsø,
  • Mortens Kro, Aalborg,
  • Okê, Skagen,
  • Textur, Aalborg,
  • Thinggaard, Hurup Thy
  • 2Takt, Frederikshavn,
  • Vandret, Løkken
  • V-Hav, Tranum Strand.

I alt arbejder Bedst i Nordjylland-juryen med en stadigt voksende bruttoliste på nu 58 kvalificerede nordjyske restauranter, som man håber hver at besøge og teste mindst hvert 3 år.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres velvilligt økonomisk mulige af revisionsfirmaet Beierholm, SparNord Bank og HKI Ost.

Del artikel

Andre læser også