Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Er du nybagt mor i byen, og måske efterhånden ved at komme ud af den helt intense babyboble, så er du måske begyndt at tænke over, hvad du kan give dig til med din baby.

En barsel kan synes lang, hvis man ikke har noget at fylde sine dage med – og samtidig skal alt naturligvis foregå på babys præmisser.

… Så hvad laver man?

Det vil vi komme med vores bud på i denne guide, der kommer med aktuelle forslag til aktiviteter for både mor og baby.

Guiden er lavet med udgangspunkt i, hvad journalisten til denne guide selv foretog sig under sin barsel i Aalborg.

Ingen af stederne har betalt for omtalen.

Baby-salmesang

Vil du gerne have noget for din kirkeskat, og er måske ikke den flittigste kirkegænger i byen, så kan du i stedet benytte dig af et ret cute tilbud, som flere kirker i Aalborg har.

Arrangementet, der er helt gratis, henvender sig til babyer (og deres mødre) fra 4-11 mdr.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby
Foto: Simone Kjølby Christensen
Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby
Foto: Simone Kjølby Christensen

Én gang om ugen mødes man i det smukke kirkerum, hvor sangpædagogen Henriette herefter tager jer igennem en smuk, rytmisk oplevelse.

Det hele foregår på måtter på gulvet, og inkluderer både bolde, slør og en masse sanselige redskaber, som de små både kan lytte og se på.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby
Foto: Simone Kjølby Christensen

Når timen er slut, er der fælles kaffe og boller i kirkens stemningsfulde café, hvor du kan tale med de andre mødre, babyerne kan tumle sammen og naturligvis ammes og pusles.

Holdet er ekstremt populært, så det gælder om at være hurtig på tasterne, når tilmeldingen begynder.

Personligt input: Jeg startede til babysalmesang, da min baby var fem måneder. Helt personligt synes jeg, at netop dette tilbud er bedst, jo yngre de er og de stadig kan ligge nogenlunde stille.

Dermed havde fire måneder nok også været et helt fint tidspunkt at starte op på.

Du kan læse mere om Baby Salmesang her.

Babysvømning

En god, gammel barselsklassiker er naturligvis babysvømning.

Her får de små for alvor udfordret motorikken, lært at dykke og ikke mindst få se hinanden i øjnene, når de plasker rundt i bassinet.

Står man og skal vælge mellem steder i Aalborg, der har babysvømning på programmet, er i især Skansebadet i Nørresundby en kæmpe favorit blandt mødre og babyer.

Her er der flere ugentlige hold og niveauer, så du hele tiden kan tilpasse aktiviteten til din babys alder og fysiske kunnen.

Personligt input: Jeg startede til babysvømning, da min baby var tre måneder.

Helt personligt synes jeg, at netop dette tilbud er bedst, jo ældre de er, da det var svært at koordinere det faste tidspunkt med eksempelvis babys lure – og var baby for træt, var det en noget stressende oplevelse for begge/alle parter.

Du kan finde mere om Babysvømning i Aalborg her.

Stimulerende leg med din baby

Som journalist har jeg af flere omgange dækket FOKUS’ babyhold “Stimulerende leg med din baby” – før jeg altså selv fik en baby.

Det havde dog været så hyggeligt, at jeg allerede tidligt i min barsel vidste, at det skulle jeg altså også prøve med et barn på armen.

Jeg lokkede derfor et par fra min mødregruppe med, så vi kunne være sammen om oplevelsen – og få lidt frokost i KaffeFair efterfølgende.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby
Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby

Over otte mødegange guider (søde!) underviser Lone Rohde både forældre og deres babyer gennem en hyggelig time fuld af dans, babymassage, snurren rundt, sæbebobler og glade hvin til munter musik.

Her connecter du med din baby på en helt ny måde, da øjenkontakt og samspil i høj grad er i fokus. Samtidig får din baby stimuleret alle de gode baby-sanser, og er dejligt træt bagefter.

Holdet henvender sig til babyer fra 2-9 måneder.

Personligt input: Jeg startede på holdet, da min baby var knap tre måneder.

Helt personligt synes jeg, at det var et helt passende tidspunkt, da mængden af stimuli ikke var for meget for baby – men samtidig var baby også stadig så lille, at hun ikke rendte nogle vegne under de forskellige lege.

Biblioteket

Et sted, der er både gratis og let tilgængeligt, er Hovedbiblioteket i Aalborg midtby.

Her er en hel baby/børn-afdeling, hvor alle aldre kan få lov at boltre sig i bøger, legetøj og forskellige former for underholdning.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby

Området er helt genialt, hvis du har børn, der har opnået en nogenlunde bevægelsesfrihed ved f.eks. at krybe, kravle eller gå, fordi der er masser af gode ting i pille-højde – og rigtig mange bøger, man gerne må rive ned på gulvet.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby

Derudover er der både gode puslepladser, mikroovn og babystole samt borde, hvis man skal have frokost derinde.

Personligt input: Jeg var på biblioteket første gang, da min baby var omkring 8 måneder gammel.

Hun havde på daværende tidspunkt lært at kravle, så det var en fest for hende at være med. Det blev ikke mindre sjovt med alderen.

BabyBio

Hvis du frygtede, at det var slut med biografture, når du blev mor, kan du godt tro om igen.

Nordisk Film Biografer tilbyder nemlig biografoplevelser skræddersyet til dig, der enten er på barsel eller har lyst til at se film som nybagt forældre.

Til BabyBio vises aktuelle film med dæmpet belysning og lavere lydniveau end normalt, så du kan have din baby med ind i salen.

Udenfor salen vil der være mulighed for opstilling af din barnevogn.

Barsel i Aalborg: Det kan du lave med din baby

Personligt input: Jeg BabyBio første gang, da min baby var knap tre måneder gammel.

Dette var umiddelbart den perfekte alder, da hun på daværende tidspunkt stadig sov så meget, at hun sov igennem det meste af filmen og jeg faktisk kunne se den.

Dog var andre mødre i salen noget med udfordrede, så hvis du har en skrigeballon, der ikke er glad for at sove, så vil jeg ikke anbefale en tur i biffen.

Læs mere om BabyBio her.

Del artikel

Andre læser også