Bao, burrata og brombær: Populær brunch er blevet endnu bedre
Når man siger brunch i Aalborg, siger man også Café Spiret.
Den populære café på Boulevarden er flere gange løbet med titlen som Byens Bedste Brunch, og for mange aalborgensere er det nærmest blevet et fast ritual at krydse retter af på deres efterhånden ikoniske brunchseddel.
Men selv succesopskrifter har brug for fornyelse indimellem – og det har holdet bag Spiret nu taget konsekvensen af.
Her til efterår og vinter har de nemlig givet menuen en kærlig overhaling med både nye favoritter, sæsonprægede smage og et par savnede gengangere, som mange gæster nok vil byde velkommen tilbage.


”Vi forsøger altid at holde fast i de retter, folk elsker, men samtidig give kortet lidt frisk energi.
Vi vil gerne følge sæsonerne og hele tiden overraske – uden at gå på kompromis med det, folk forbinder med Spiret,” fortæller Mads Brix, indehaver af Café Spiret.
Croissanten stjæler rampelyset
Den nye croissant er allerede blevet et samtaleemne blandt brunch-gæsterne – og det forstår man godt.

Det lune og sprøde bagværk er toppet med trøffelmayo, serranoskinke, revet Fyrtårn-ost og karse, og beskrives af Mads Brix selv som “kronjuvelen” på efterårskortet.
”Den spiller bare. Der er noget ved kombinationen af det sprøde, det salte og den der varme trøffelsmag, som folk elsker.
Vi tror faktisk, det ender med at blive en af de fem mest valgte retter – og så bliver det jo nok svært at tage den af igen,” siger han grinende.
Bao, burrata og brombær
Men croissanten får nu også skarp konkurrence.
En anden nyhed er den bløde bao fyldt med marineret gris, syltede grøntsager, peanuts og puffet flæskesvær – en asiatisk inspireret mundfuld, der ifølge kokken er den ægte traditionelle bao.
På den grønne side har Spiret tilføjet en friteret blomkål med kimchi-mayo og et frisk pust af lime, samt tomat med mini-burrata og trøffelbalsamico – to retter, der også hurtigt har fundet vej til favoritlisten.
Nyt på menuen hos Café Spiret:
- Croissant
- Bao
- Friteret blomkål
- Tomat med mini-burrata
- Brombær-skyr (tilbage på kortet)
- Gammel Knas (tilbage på kortet)
- Tiramisu-trifli


Og så er der de søde gengangere.
Den populære brombærskyr med granola og friske brombær er tilbage på kortet, ligesom osten Gammel Knas igen har fundet vej til brunchbrættet efter den nationale oste-krise, hvor ingen kunne få fat i den berømte ost.
”Brombær og tiramisu-trifli passer bare perfekt til efterår og vinter, synes vi. Det giver lidt mere hygge til årstiden,” siger Mads.

Stadig den brunch, aalborgenserne kender og elsker
Selvom der er kommet nyt på kortet, er det stadig den samme gennemførte brunchoplevelse, der møder gæsterne på Boulevarden: Gode råvarer, velafstemte retter og et format, hvor man selv sammensætter sin brunch i tre, fem eller seks små serveringer.
”Vi har efterhånden nogle retter, der bare aldrig må gå af. Kyllingesticks, Croque Monsieur – og nu måske også croissanten.
På et tidspunkt bliver det nok svært at finde noget at skifte ud,” slutter Mads Brix.
Så uanset om du er til sprød bao, cremet burrata eller klassisk brunch med et twist, så er Spiret klar med en ny menu, der har … Ja, lidt af det hele.