Banedanmark melder ud: Trafikken indstilles flere steder
Nordjyllands Politi har tidligere på eftermiddagen meldt ud, at de fraråder al unødig udkørsel i Nordjylland.
Snestormen fortsætter resten af dagen og natten – og den kommer også til at påvirke trafikken i morgen, torsdag.
Det gælder således også den kollektive trafik, hvor der nu er nyt om togtrafikken.
Trafikken indstilles på følgende strækninger indtil kl. 12 torsdag den 4. januar:
Aarhus-Herning
Vejle-Struer
Struer-Herning
Aarhus-Struer (via Viborg)
Aarhus-Aalborg
Aalborg-Aalborg Lufthavn
*Nogle af strækningerne vil være lukkede indtil torsdag morgen. Tjek derfor løbende Rejseplanen og Mit Tog.
Der indføres timedrift på følgende strækninger indtil klokken kl. 12 torsdag den 4. januar:
– Fredericia-Aarhus (Lyntog og regionaltog aflyses, mens IC-togene kører)
– Aalborg-Frederikshavn
– Herning-Skjern
– Esbjerg-Holstebro
– Kystbanen (halvtimesdrift)
– Der er reduceret drift på flere sjællandske strækninger
”Banedanmark er forberedt til snestorm sammen med jernbanevirksomhederne. Vi følger altid DMI’s vejrprognoser, og når vinteren viser tænder, er vi klar med opvarmede sporskifter og kolleger, der kan fjerne de op til 15 kg tunge isklumper, der sætter sig fast i sporskifterne,” siger områdechef i Trafik, Nicolai Smidt Sigsgaard.
Sådan påvirkes busserne
Grundet kraftig sne og blæst forudser Nordjyllands Trafikselksab, at det kan blive vanskeligt at opretholde busdriften senere i dag.
“Vi opfordrer derfor alle der skal med kollektiv trafik hjem, til at finde en afgang hurtigst muligt. Der må forventes større forsinkelser eller udgåede ture.”
Bybusserne i Aalborg indstiller driften fra kl. 22.00. Der køres dog til endestation, hvis det er muligt.
Kl.18.00 indstilles driften på Regional- og X-busser syd for Limfjorden, dog køres til endestation.
Der er ændrede køretider for Nordjyske Jernbaner onsdag d. 3/1 2024 og torsdag d. 4/1 2024 – Rejsegarantien er suspenderet grundet vejret.