Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Banebrydende koncept: Aalborgensiske LegalUp oplever stor fremgang

Af Redaktionen
Kristin Assaad indfriede på trods af Corona endnu et mål - nemlig at kunne ansætte sig selv pr. den 15/7-2020
Kristin Assaad indfriede på trods af Corona endnu et mål - nemlig at kunne ansætte sig selv pr. den 15/7-2020

Da virksomheden, LegalUp, den 1. februar 2020 kunne fejre sin 1-års fødselsdag, kunne stifter og direktør, Kristin Assaad, blandt andet bryste sig med at have indfriet målet om at åbne kontorer i både Aalborg, København og Aarhus.

Ved at introducere et traditionsbundet juridisk marked for et utraditionelt koncept i form af abonnement- og fastprisbaseret juridisk bistand til små og mellemstore virksomheder, har det unge firma oplevet markant fremgang siden opstart.

Kort efter 1-års fejringen og tredje kontoråbning, skete corona, og alt stod stille ligesom hos de fleste andre virksomheder.

Og for en ung start-up, som havde sat sig for at opnå alt dette uden funding, investorer og ej heller adgang til hjælpepakker, kunne det se dystert ud for LegalUps fremtid.

”Vi havde lige passeret vores første leveår, og målene for denne periode om blandt andet fysiske afdelinger i landet samt et opbygget solidt fundament, var nået – ligesom forretningen var gjort klar til massiv vækst, så skete corona, og alt stod stille.

Jeg havde kørt på privat opsparing i mere end et år samt beholdt al omsætning i selskabet for netop at kunne nå dertil på så kort tid,” fortæller Kristin Assad.

“Så med en verden der gik i stå fra den ene dag til den anden, syntes jeg for en kort stund, at det hele så lidt sort ud fordi coronaen var så ukendt en variabel, og det gjorde ekstra ondt, fordi vi i februar 2020 havde kalkuleret med for alvor at skulle vækste og skalere forretningen.”

Is i maven og fuld fart

Fra start har Kristin valgt ikke at søge hverken funding eller investering – også selvom hun har fået flere tilbud undervejs.

”Det har været vigtigt for mig at være 100 % dedikeret og tro mod den vision og mål jeg satte mig fra start.

Det betød naturligvis også, at jeg har måtte trække hele processen på egen hånd, hvilket ville betyde lukke og slukke, hvis jeg smed håndklædet i ringen under corona,” forklarer hun.

“Men det har aldrig været en mulighed, og jeg fastholdt naturligvis dedikationen og motivationen, og med is i maven gav vi alt, hvad vi havde.

Som iværksætter er man vant til at omstille sig og nytænke hele tiden, så dette var blot endnu en mulighed for det,” siger hun smilende.

Det viste sig at være et godt træk. Siden maj 2020 har hendes virksomhed alligevel formået at omsætte for næsten lige så meget som hele første leveår.

”Om coronaen har gjort virksomhederne mere prisbevidste skal jeg ikke kunne sige, men det er vel altid en god idé at undersøge mulighederne inden man potentielt kaster en masse penge efter noget, man ville kunne have fået hurtigere, billigere og bedre, særligt os jyder,” griner Kristin.

“Det føles fantastisk og som en sejr i sig selv, men vi hviler ikke på laurbærbladene, og har fortsat meget arbejde foran os, men her godt halvandet år efter vil jeg da se frem til noget der minder om en løn,” tilføjer Kristin og smiler.

Banebrydende koncept: Aalborgensiske LegalUp oplever stor fremgang
Udsigten fra København-kontoret på Højbro Plads i anledning af LegalUps 1 års fødselsdag.

Ville bryde med det traditionelle

For erhvervsjurist, Kristin Assaad, har tanken om at gøre op med den traditionsbundne advokatverden altid været nærtliggende.

Det er en branche, hvor gamle dyder, komplekse og uigennemskuelige formuleringer, dyre timepris-modeller og lange processer, lever i bedste velgående.

Så tidligt som under hendes jurastudier stiftede hun Iværksætterretshjælpen og Udlændingeretshjælpen, der gennem gratis juridisk rådgivning fokuserede på at hive juraen ned fra piedestalen og møde klienterne i øjenhøjde.

Det var i lyset af førstnævnte, at iværksætterdrømmen for alvor tog til. Og i 2019 lancerede Kristin Assaad et erhvervsjuridisk koncept, der virkelig var et godt alternativ til høje og uoverskuelige timebaserede advokathonorarer.

”Jeg har gjort det til min mission at få pillet juraen ned fra piedestalen, og gøre den let tilgængelig både pris- og tidsmæssigt for enhver størrelse og type virksomhed,” siger Kristin Assaad.

Fra iværksætterdrøm til virkelighed

LegalUp blev stiftet ud fra simple, men klare mål: Høj kvalitet og service, jura i øjenhøjde og et nært klientforhold.

Som en af landets eneste abonnementsbaseret jurarådgivningsvirksomheder har LegalUp formået at kombinere juridiske ydelser med den digitale tidsalder.

Det vil sige, at den traditionelle timesatsmodel er blevet erstattet med faste priser pr. opgave, og at man dertil får muligheden for at tilgå rådgivning via sin computer, mobil eller personligt møde.

Således kan små og mellemstore virksomheder i højere grad drage fordel af prisvenlige juridiske ydelser, uden at der gås på kompromis med kvalitet, effektivitet eller personlig service, da det ligeledes er muligt at booke en personlig samtale med LegalUps jurister og erhvervsjurister.

”LegalUp er en kombination af det bedste fra den traditionelle og digitale verden, hvor der gennem en digital kontraktplatform og personlig rådgivning er mulighed for at gøre det juridiske liv betydeligt lettere for virksomhedsejere, der ønsker juridisk sikkerhed i deres forretning men som ikke vil bruge uanet tid og penge på det,” siger Kristin.

Banebrydende koncept: Aalborgensiske LegalUp oplever stor fremgang
Kristin Assad i hendes første kontor i Aalborg hos GrowAAL.

Freelance jurister

Indtil videre har LegalUp haft over 250 klienter tilknyttet, som de har hjulpet dels gennem enkeltopgaver til faste priser eller gennem deres abonnementsløsninger, hvor virksomheden får deres juridiske behov dækket gennem løbende juridisk sparring, digitalt kontraktsystem, juridiske opgaver som selskabsstiftelser, kontraktudarbejdelse, diverse GDPR dokumenter mv.

”Når vi i min virksomhed taler med kunder, der har behov for juridisk bistand, så er det også tydeligt at det er transparens, simple prismodeller og digitale ydelser i øjenhøjde der i større og større grad efterspørges – og med coronaens indflydelse, kan man da håbe på, at denne digitaliseringsprocess og fremskyndelse af udbredelsen af LegalTech i Danmark blevet en realitet.”

Indtil nu er det Kristin selv, som har ekspederet kunderne – men hun er nu begyndt at indgå samarbejde med freelance jurister og erhvervsjurister, som er en del af den større vision.

Meningen er dog ikke, at de skal tilknyttes som fastansatte.

Derimod skal LegalUps jurister arbejde ud fra den såkaldte Gig Economy (hvor medarbejderen er uafhængig og sælger sin arbejdskraft fra opgave til opgave).

Det betyder, at LegalUps jurister arbejder specifikt ud fra de opgaver, som løbende tikker ind fra virksomhedens tilknyttede abonnenter eller andre kunder, og som hører under juristens speciale.

På den måde skaber LegalUp både økonomisk værdi for dets klienter, men også nye muligheder for jurister, der enten ønsker at bijobbe eller have et fleksibelt arbejdsliv.

”Nutidens jurister og erhvervsjurister ønsker fleksibilitet og ejerskab over deres arbejde, hvorfor denne løsning er win-win for os begge,” siger Kristin.

Store visioner

På blot lidt over et år har LegalUp oplevet en stødt stigende interesse udefra.

Da virksomhedens prisniveau ifølge Kristin ligger omtrent 1/3 lavere i forhold til advokatbranchens priser, har små og mellemstore virksomheder i særdeleshed set sig glade for et lettere tilgængeligt alternativ – og det er med til at puste vind i LegalUps sejl.

Efter den Aalborgensiske virksomhed har udvidet til både København og Aarhus, er kontorer i Odense et af de næste mål, som realiseres senere på året.

Banebrydende koncept: Aalborgensiske LegalUp oplever stor fremgang
Kristin Assad i hendes nye kontor i Århus C.

På den måde bliver virksomheden fysisk repræsenteret i hele landet. Men det stopper ikke her. Med det store potentiale, udvikling og opbakning, virksomheden ser nu, er afdelinger i de nordiske lande også på tegnebrættet.

Selv udtaler Kristin Assaad:

”LegalUp tilbyder et koncept, hvor virksomheder igennem den juridiske proces har fuldstændig styr på de økonomiske omkostninger samtidig med, at de kan tilgå juridisk kompetent rådgivning både online eller face-to-face.

Det er et koncept, som jeg tror, mange virksomheder har efterspurgt – ikke blot i Danmark, men også på et mere internationalt plan. Derfor er åbningen af nye afdelinger i både Norge og Sverige en meget reel mulighed, som vi i øjeblikket undersøger.”

Derudover har hun nu besluttet at gå på investor-søgen og finde et rette match for hende og virksomheden, som kan hjælpe med at få LegalUp hurtigere fremad.

”Vi har formået at skabe det fundament, jeg ønskede, og vi er klar til at skalere virksomheden betydeligt.

Og som jeg altid har sagt, er mit ego heller ikke er større end at hvis jeg støder på den rette investor, der hurtigere kan få LegalUp på næste niveau, så inviterer jeg gerne indenfor i ejerkredsen,” slutter Kristin med et smil.

Du kan læse mere om LegalUp på www.legalup.dk

Fakta boks:

Navn: Kristin Assaad
Alder: 34 år
Uddannelse: Cand.merc.jur
Priser: indstillet til Årets nordjyde 2018 samt bedste nordiske in-house legal team i Legal500, 2016
Specialer: Selskabsstiftelse, kontraktudarbejdelse, GDPR, erhvervsjuridisk rådgivning, HR-jura
Andre projekter: Stifter og leder af Udlændingeretshjælpen i Aalborg og Iværksætterretshjælpen i Aalborg og København.
Målgruppe: Iværksættere, små og mellemstore virksomheder

Del artikel

Andre læser også