En anderledes forespørgsel: Band giver gratis koncert for husly
“Band søger sted at overnatte i bytte for koncert.”
Sådan starter Wenzel Falk Mailund Rebsdorf sit opslag i Facebook-gruppen ‘Det sker i Aalborg’.
Det er en forespørgsel lige efter vores hjerte, derfor ringede vi den esbjergenser op for at høre nærmere om byttehandlen – og ikke mindst hans band, Halmøre.
Amerikansk folk og roots musik
Lad os starte med at få den praktiske information slået fast.
Bandet Halmøre kommer fra Esbjerg , og de otte bandmedlemmer slår vej forbi Aalborg den 17. august.
Her søger de efter husly for en nat, og til gengæld tilbyder de en gratis koncert.
“Vi er ikke så kræsne,” fortæller Wenzel, der også spiller i bandet.
Han foreslår selv, at det kan være en kro, restaurant, forsamlingshus eller lignende, men det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser.
“Vi spiller amerikansk folk og roots musik, og vi har et princip om at gøre det simpelt, så alle kan være med.
Selvom vi alle mere eller mindre er professionelle musikere, har vi lavet det benspænd for os selv, at vi har lært at spille på nye instrumenter,” siger den unge musiker.
Spiller også på gaden i Aalborg
Formålet med turen er netop at prøve nye ting af og rejse rundt i Danmark på en anderledes måde.
“Sidste år gjorde vi noget lignende i det sydvestlige Jylland, men her spillede vi kun på gaden i forskellige byer uden overnatning,” tilføjer han.
Udover aftenkoncerten som altså tilbydes til gengæld for overnatning, har Halmøre også planer om at spille på en gade i Aalborg.
Hvilken gade de præcis vælger, har de ikke besluttet sig for endnu, men du kan holde øje den 17. august.
Er du interesseret i at give Halmøre husly mod en gratis koncert, kan du kontakte Wenzel over mail eller telefon 50 51 96 81.