Ballade i midtbyen: Rude knust af fodboldfans

Tidligere søndag kunne vi dele en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi om, at de var klar til Superliga-kampen mellem AaB og Brøndby på Portland Park.
Kampen er nu færdigspillet, men allerede på vej til stadion opstod der problemer med en gruppe AaB-tilhængere, der opførte sig uroligt.
Det skriver B.T.
Palle Grevy fra Nordjyllands Politi udtaler til mediet, at der blev knust en bilrude på en varevogn, der holdt i krydset på den centrale Vesterbro, efterfulgt af “lidt tummel” og “råberi.”
Ingen blev anholdt som følge af situationen. Dog melder B.T. yderligere, at én af deres journalister blev truet af en maskeret fan.
Kampen sluttede 3-0 til AaB, og derfor kunne det godt tyde på, at der også vil opstå uroligheder efter kampen er slut, og man skal derfor være opmærksom, når man forlader stadion.


