Relanceres med nyt navn: Bagel Caféen løfter sløret for spændende madnyheder

Er du i humør efter en rigtig lækker bagel, er det ikke længere skiltet med “Byens Bagel”, du skal kigge efter.
Spisestedet, der slog dørene op på Reberbansgade 13 i starten af maj, har skiftet navn til Bagel Caféen efter, at de to ejere har valgt at gå hver deres vej.
I forbindelse med relanceringen af det populære bagelsted har ejeren af Aalborg-caféen valgt at introducere flere nyheder til menukortet, og vi tør godt love, at der er en masse at være begejstret over.
“Vi har mange af de samme favoritter på menuen, men vi har også flere nyheder,” fortæller ejeren, Mik, til MigogAalborg.

Nye bagels, milkshakes, juices – og pomfritter!
Én af de største nyheder hos Bagel Caféen er, at de per den 1. september tilføjer pomfritter på menukortet, som laves i en Airfryer.
Er du ikke selv hoppet på Airfryer-bølgen, kan vi kort fortælle, at en Airfryer skal bruge mindre olie til maden, og at du derfor får mindst lige så sprøde fritter som i en frituresteger – bare uden alt fedtet.

Vi fik lov til at prøvesmage pomfritterne inden lanceringen, og ærligt talt … de smager mindst lige så godt som traditionelle pomfritter.
Pomfritterne var sindssygt sprøde og lækkert krydrede. Spurgt ind til, hvad krydderiet er, fik vi at vide, at det er en hemmelighed, og det kan vi godt leve med, når de smager så godt.

Af andre nyheder er der også en Kebab-bagel, som vi forudser bliver en ny favorit for stamkunderne, og så skrues der lige ekstra op for kvaliteten i brødet.
“Vi får frisk brød leveret hver eneste morgen fra Hasseris Bageri,” forklarer Mik.
At brødet er frisk og lavet af bagere med styr på håndværket, er der ingen tvivl om, når først man har smagt det, og især kombinationen af chili-cheese bagel med kebab får en stor anbefaling herfra.

Milkshakes og juices er der også kommet flere af, og da det jo stadig er sommer, følte vi os nødsagede til at bestille Københavnerstang Shake og Mint Juice.
Til kun 39 kroner stykket for alle juices og milkshakes lægger Bagel Caféen sig i den billigere ende af byen, og det gælder faktisk hele menukortet.

“Vi har sat priserne ned på det meste af menukortet,” siger Mik.
Udover prisjusteringerne tilbyder Bagel Caféen også studierabat på 20% (“Vi vil gerne gøre noget for de studerende”, forklarer han), og menuer til kun 99 kroner fra 1. september.
Dvs. at du får en valgfri bagel eller bowl, pommes og sodavand til under 100 kroner.

Lav din bagel om til en bowl
Foretrækker du en dag uden brød eller tåler du slet ikke gluten, er der mere godt nyt fra Bagel Caféen.
Nu kan du faktisk omdanne din bagel til en salat-bowl.
Det gør du kort fortalt (og meget ukompliceret) ved at vælge en bagel fra menuen og bede om at få den som bowl i stedet.
Da der er 12 bagels på menuen, er der tilsvarende 12 bowls at vælge mellem.

For det ikke skal være løgn, venter der også flere nyheder i fremtiden, hvor ejeren gerne ser, at Bagel Caféen lever mere op til “café” delen af sit navn. Du kan allerede nu bestille kaffe og kage, men flere elementer vil tilføjes med tiden.
Du kan fortsat besøge Bagel Caféen på Reberbansgade 13 eller bestille online via deres hjemmeside.
Hvad: Byens Bagel relanceres som Bagel Caféen
Hvor: Reberbansgade 13
Hvornår: Navneændringen er trådt i kraft