Nye mesterværker?: Bagedyst-vinder klar med tre slags fastelavnsboller

Nå, så blev det en ny dag – og det skriger naturligvis efter en ny fastelavnsbolle-nyhed.
Denne gang er det Surdejsbageren, der er klar med tre lækre bud på fastelavnsboller, der tager sig godt ud både på smag og udseende.
Tre ret så forskellige varianter
Varianterne byder på en med tonka/citron, en med hindbær/passion og sidst – men bestemt ikke mindst – en med nutella/hasselnød.
Fælles for alle tre varianter er dejen, der udenpå minder om en sprød og knasende, nærmest brændt, croissant-dej. Når tænderne bryder med det sprøde ydre, mødes de af en klassisk blød croissant-dej.
Men her stopper sammenligningen også, for herefter render de i tre meget forskellige retninger.
Hindbær/passion
Hvis man ikke er til de tunge fastelavnsboller, så er hindbær/passion-bollen værd at smide sine penge efter.
Den har en meget frisk og syrlig smag af hindbær, der fungerer enormt godt med den lækre croissantbund.
Hvis man er på randen af galopperende sukkerchok oven på et utal af søde fastelavnsboller, er den et friskt og kærkomment afbræk fra de gængse fastelavnsboller.

Tonka/citron
Den her er lidt spændende…
Tonka er måske ikke den mest benyttede ingrediens blandt den gængse hobbykok.
Tonka-bønnen minder smagsmæssigt lidt om vanilje, og kombineret med citron er det på papiret en oplagt kombination.
Men tonka/citron-fastelavnsbollen deler vandene hos redaktionens smagspanel.
Der er enstemmighed om, at det er en anderledes og uvant smag – og at croissantbunden naturligvis er lækker.
For nogen var smagen ikke et hit, men hos andre faldt den i god jord, når man vænnede sig til den milde, men friske smag af citrus.

Nutella/hasselnød
Det er nærmest en universel og ubestridt sandhed, at Nutella kan gøre alt bagværk bedre.
Derfor er en nutella-fastelavnsbolle mere eller mindre en sikker vinder, og denne er bestemt ikke nogen undtagelse.
Den løber dog også med titlen som vores absolutte favorit blandt Surdejsbagerens tre kreationer.
Hvis man er vild med en klassisk croissant med chokolade, vil man ELSKE dens nye overmand fra Surdejsbageren.
Der er ikke så meget hurlumhej med den. Det er den førnævnte lækre croissantbund, der ellers er udstyret med en lækker kerne af Nutella og toppet med lækre stykker af hasselnød.
Prøv den før din nabo – eller i hvert fald før, den udgår.

Sælges til og med 19. februar
De tre versioner er udarbejdet af Sæþór Kristínsson, der vandt Den Store Bagedyst 2021, og som løbende udvikler lækre opskrifter til Surdejsbageren.
Hvis man har lyst til at sætte tænderne i årets bud på fastelavnsboller fra Surdejsbageren, skal man svinge forbi bageren på Budolfi Plads, inden det er for sent.
De tre fastelavnsboller sælges nemlig til og med den 19. februar, der er sidste dag, de er på menuen.
Fastelavnsbollerne kan erhverves og fordærves for den nette sum af 45 kr. stykket.
Se vores fulde guide over Aalborgs bedste fastelavnsboller.