Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kaffe og bagels: BACO åbner ny café på AAU-campus

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Okan Gültekin
Foto: Okan Gültekin

Et nyt studieår er skudt i gang på Aalborg Universitet, og campus i øst myldrer med spændte, nye studerende og mere garvede travere.

Forelæsninger, rusperioder og nye indtryk kræver krudt i tanken, og hidtil har man kunne fylde koffeindepoterne op på bl.a. Café Campus AAU.

Caféen lukkede dog sidst i august og overdrog nøglerne til ingen ringere end Café BACO, som vi kender fra Nørregade og Stjernepladsen.

“Vi takker alle vores kunder for deres besøg igennem årene. Vi håber at se jer alle igen, når CAFE BACO åbner i disse lokaler. Vi ses i september 2023,” skrev Café Campus AAU på Facebook i august.

Overtagelsen er dermed gået hurtigt, og Café BACO havde første åbningsdag i går, mandag den 11. september, på Myrdalstræde 268.

Åbningstider kan ændre sig

De fleste er bekendte med BACO’s koncept, men lad os for god ordens skyld gentage det.

Hos caféen får du primært bagels og kaffe til studievenlige priser. Bagels koster kun 45 kroner, og kaffe samt andre drikkevarer koster 35 kroner.

Der er også luksus bagels til 65 kroner, morgenmad til 35 kroner og kage til 30 kroner.

BACO fortæller, at det var ejeren bag Café Campus AAU, som rakte ud og spurgte om, de var interesseret i lokalet.

Lige nu er caféen åben fra klokken 10.00, men de afviser ikke, at åbningstiderne kan ændre sig.

“Vi kommer til at spørge de studerende, hvad de kan tænke sig i forhold til åbningstider, og så ændrer vi det alt efter, hvad de siger,” fortæller teamet bag BACO afslutningsvis.

Del artikel