Anmeldelse af Askepot: Den Gode Fe stjal showet

Der var lagt op til et brag af en aften, da Askepot – The Musical i går fik premiere på den aalborgensiske scene.
Askepot har ellers rejst land og rige rundt allerede, og anmeldelserne var dermed alle kommet på bordet … og de var gode.
Vi tillader os alligevel at bringe endnu en til dem, der lige mangler den sidste gode grund til at bestille billet. For det mener vi klart, at du skal.
Det er nemlig sjældent, man får lov at se så flot og gennemført en opsætning inden for Danmarks grænser, og som én, der har oplevet Lion King Musical flere gange – og sagtens kunne igen – var forventningerne også store.
Et fyrværkeri af en forestilling
I Askepot – The Musical starter det hele med et fast fashionshow, hvor runneren (Cinder)Ella (spillet af Johanne Milland) styrter rundt for at gøre alle glade – men ingen er glade. Ikke engang hende selv.
Det hurtige tempo ender ud i, at en vanvittig dyr sko går i tusindvis af stykker, og pludselig befinder Ella sig midt i eventyrland … som Askepot.

Med assistance fra Den Gode Fe, spillet af Pelle Hebsgaard, indser Ella hurtigt, at hun må gennemføre eventyrets forløb for at finde vejen tilbage til virkeligheden.
Herfra er publikum vidner til intet mindre end fyrværkeri af god musik, flotte kostumer og virkelig dygtige skuespillere.
Skal vi fremhæve nogen, så er det naturligvis Johanne Milland, der gjorde det virkelig godt som en helt naturlig og relaterbar eventyrprinsesse – med en kæmpe stemme, der samtidig var færdig med at passe ned i kasser.
Så er der selvfølgelig musicalkongen over dem alle, Stig Rossen, der spillede den sjove og hjertevarme konge, der kæmpede en brav kamp for at få afsat hans arrogante kronprins, så han kunne få lov at nyde sin alderdom og forhåbentlig en pegetå i snarlig bedring.

Ingen kan bidrage med Disney-vibes til en musical som den mand, der næsten fik os til at græde af nostalgi, da han sang “Den Mand Du Ka’ Bli'”, der ligesom de andre er skrevet af selveste Rasmus Seebach.
På toppen af podiet bliver vi dog nødt til at placere Den gode fe, Pelle Hebsgaard, der simpelthen stjal hele showet med sine overdrevne fagter, vanvittig mimik og morsomme monologer.
Feen var desuden et friskt og moderne indspark i det klassiske eventyr, og der blev ved flere lejligheder delt absurde historier fra hans privatliv, hvor han blandt andet bor med en edderkop ved navn Jakob, der lider af seperationsangst og elsker lakselasagne.
Det lyder måske plat, og det var det virkelig også, men Pelle kørte det i mål som en ægte champ og er vel nutidens svar på en ung Martin Brygmann – hvis man kan tåle en sammenligning.

Happily ever after?
Alt i alt var der tale om en virkelig flot fremføring fra hele crewet, hvor også youtuberen Rasmus Brohave var en del af – og leverede en af aftenens bedste sange for vores vedkommende med “Så’n en som mig”.
Selvom musicalen havde fået sig en gevaldig rusketur og masser af moderne elementer, fik vi gennem hele forestillingen hele tiden stemninger fra diverse Disneyfilm.
Mange af sangene gav os associationer til både Frozen, Aladdin og Mulan, hvilket er en sammenligning, der absolut ikke gør Askepot – The Musical nogen skade.
Skulle vi slå ned på noget som helst, så hørte vi måske lige lovlig meget til kongens pegetå og slutningen føltes også en lille smule uforløst … hvilket nok var meningen.
Vi havde måske drømt om et lillebitte “happily ever after”, men så rejser sig spørgsmålet: Eksisterer det overhovedet i virkeligheden, eller er det blot en idealiseret forestilling, vi stræber efter?
De fleste af os kender nok godt svaret.
Alt i alt en enestående oplevelse, vi ikke kommer til at glemme foreløbig. For heldigvis findes alle sangene på Spotify.
Du kan købe billet til forestillingen her.
