Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Luksus for gamere: Aalborg-firma laver Danmarks første eSports-Academy

Af Michael Qureshi
André Eriksen (tv) er direktør og stifter af Asetek
André Eriksen (tv) er direktør og stifter af Asetek

eSport er blevet en milliardindustri, som flere og flere gamere lever af som en karrierevej.

Dem som stadig hævder, at eSport ikke er er en sportsgren må sidestilles med dem, der kaldte internettet for en døgnflue.

Det er fremtiden, og det har også fået den internationale Aalborg-virksomhed Asetek til at investere i udviklingen af sporten.

Asetek med hovedkontor i Aalborg Øst er globalt store med deres vandkøle-systemer, som bruges af gigantiske datacentre og PC-entusiaster verden over.

Derudover er deres systemer implementeret i eksempelvis Dell’s Alienware gaming-computere i hele verden, ligesom Aseteks teknologi står bag vandkølere fra brands som NZXT, eVGA og Corsair

Der er mange synergier mellem deres speciale og eSports-industrien. Derfor giver det mening, at Asetek bliver de første i Danmark, som opretter et eSports akademi.

De fysiske rammer bliver på hovedkontoret på Assensvej 2 i Aalborg.

Her har man indrettet større kontorfaciliteter til luksus for gamere, og det er ganske gratis at benytte sig af.

Luksus for gamere: Aalborg-firma laver Danmarks første eSports-Academy

Det allerbedste udstyr

Asetek eSports Academy har nemlig det allerbedste udstyr inden for eSport, og er bygget i samarbejde med Razer og Alienware.

Her står der en masse Alienware Aurora PCer, selvfølgelig med Asetek-køling, der alene koster en mindre formue.

Derudover har man installeret fem racersimulatorer med bl.a. Formel 1 eSports certifikater, så det bliver som at køre på ægte Formel 1-baner.

Der er et lounge-område med SACKit møbler, storskærme og det skal være muligt at sende live fra eSports-turneringer i Aseteks hovedkvarter.

“Dem som kommer og spiller her, får deres egen indgang og adgangskort.

Det bliver et set-up på højt niveau, og som jeg vil vove og påstå, at man ikke lige har set før i Danmark,” siger Aseteks stifter og direktør André Eriksen til MigogAalborg.

Luksus for gamere: Aalborg-firma laver Danmarks første eSports-Academy

For alle med ambitioner

Tanken er, at alle med ambitioner om at føre karriere i eSport kan komme og bruge faciliteterne. De kan komme fra alle dele af landet, så det er heller ikke kun forbeholdt nordjyder.

“Det er ikke for 14 årige knægte, der skal bruge et hyggerum eller internet-café. Når det er sagt, så har vi ikke særlig mange specifikke krav til niveauet eller aldersgrænse.

Der vil være en interview-proces, hvor vi lige screener folk.

Så kræver vi, at folk bruger vores udstyr og reklamerer for os.

Så skal de selvfølgelig også opføre sig ordentligt. Hvis man spiller på et vist niveau, så kan man få nogle ret unikke faciliteter herude,” siger André Eriksen.

Asetek leverer til gaming-industrien

Omkring det at skabe et Asetek eSports Academy, siger han;

“Vi synes, det giver mening, at Asetek spiller en vis rolle i eSport, fordi gamere på højt niveau blandt andet bruger vores vandkøle-systemer.

Vores kunder ved udmærket hvem vi er, men der er ikke mange forbrugere, som ved det. Så ved at gå ind i eSport, så øger vi også kendskabsgraden til Asetek,” forklarer André Eriksen.

Han peger blandt andet på, at man overvejer at lave større sponsorater på globale eSports-turneringer, og så håber man, at man med tiden vil udvikle nogle professionelle eSports-udøvere gennem Asetek eSports Academy.

“Vi har for nuværende ikke interesse i at gå ind og tage et helt hold. Men jeg vil ikke afvise, at vi på sigt kunne finde på at gå ind og støtte nogle dygtige spillere eller hold herude på vores Academy.

Vi kunne måske også stille en coach til rådighed for nogle enkelte spillere eller et hold, der træner herude.

Men vi lægger os ikke fast på noget, før vi ser, hvordan det bliver taget imod. Det er jo meget nyt det her,” forklarer André Eriksen.

Sønnen er blandt Danmarks mest talentfulde motorsportskørere

Udover at stå i spidsen for en virksomhed, der er vurderet til at være flere milliarder kroner værd, så står han også bagved sin søn Valdemar Eriksen, der er blandt Danmarks mest talentfulde motorsportskørere.

Valdemar kører blandt andet Formel 4 rundt omkring i Europa.

Det var også en af årsagerne til, at tanken med et Academy blev en realitet.

“Jeg kan jo se det med min egen søn. Når han får stillet de bedste faciliteter til rådighed, så er det også der, at han udvikler sig mest.

På samme måde vil vi gerne gøre unge talenter bedre, og her er det så inden for eSport,” siger direktøren.

Sådan kommer du i betragtning

Tirsdag aflagde Asetek regnskab på Børsmarkedet, og det er en tilfreds direktør.

“Vi har opnået det vi gerne ville. Så sagt på nordjysk, så er det gået ret godt.

Vi har sidste år opnået en vækst på lige under 20%. Det er på ryggen af fire-fem år med kæmpe vækst, så det er flot, at vi fortsætter fremdriften,” forklarer André Eriksen.

Vi har lovet Asetek at nævne følgende;

Hvis man ønsker at komme på Aseteks eSports Academy skal man kontakte Dennis Vesterbæk Hampe på; dvh@asetek.com

 

Del artikel

Andre læser også