Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Arrangører i krise efter anbefaling: Aflysninger kan koste millioner

Af Stine Kjølby Christensen

I går var en meget speciel dag for Aalborgs (og resten af landets) arrangører.

Statsministeren gik, som bekendt, ud med en anbefaling om, at alle arrangementer i marts, med mere end 1000 deltagere, enten skulle aflyses eller udskydes.

Anbefalingen kom som følge af corona-virussen, der i øjeblikket breder sig i rekordfart i hele verden, og dette skulle altså være en måde at nedbringe smittefaren på.

Selvom der var tale om en anbefaling – og ikke et decideret påbud – gik der ikke længe, før der kom reaktioner.

Divisionsforeningen besluttede blandt andet, at alle kampe i Superligaen og 1. division i den kommende runde skal gennemføres uden tilskuere – heriblandt AaB’s hjemmekampe i 3F Superligaen mod Lyngby Boldklub.

Du kan læse her, hvilke arrangementer i Aalborg der ellers bliver påvirket.

Arrangørerne står med regningen

Som tidligere nævnt, var der fra sundhedsmyndighedernes side tale om en anbefaling – og ikke et påbud.

Og netop dette skaber problemer for landets aktører, da de i så fald selv kommer til at hæfte for det tab, der naturligt vil komme, når et arrangement aflyses.

Havde myndighederne derimod benyttet sig af paragraf 7 i epidemiloven ville arrangørerne ikke have noget valg – men i så fald ville regionerne i stedet stå med regningen.

Dette har fået mange eksperter til at udtale sig om sagen, da anbefalingen, “som vi forventer bliver efterlevet”, som statsminister Mette Frederiksen udtalte, kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for landets arrangører.

Blandt andet har Dansk Erhverv meldt ud, at de opfordrer regeringen til at komme med et decideret påbud, da det ellers kan skade mange arbejdspladser.

AKKC har været ramt

Én af de arrangører i Aalborg, der især har været i søgelyset siden i går, er Aalborg Kongres & Kulturcenter.

Da AKKC allerede i går aftes havde et show (Turen går til Nikolaj Stokholm), hvor over 1000 skulle deltage, var de nødsagede til at tage en hurtig beslutning.

Beslutningen blev, at de to show kl. 19.00 og 21.30 begge blev gennemført, men med et reduceret publikumsantal på ca. 200 publikummer pr. show.

Dette betød, at hvert show nu var nede på 990 mennesker, og at AKKC derfor måtte skuffe omkring 200 billetkøbere.

En løsning, som flere andre kulturinstitutioner også har gjort brug af.

Direktør for AKKC, Nicolaj Holm, udtaler i dag:

“Efter Regeringens udmelding og Sundhedsstyrelsens vejledning har vi valgt at reducere gårsdagens to Stand-UP shows til under 1000, ligesom Det Kgl. Teater, og aflyse aftens ståkoncert.

Det er forskellige arrangementer, forskellige publikumssituationer og derfor forskellige beslutninger. Alle aflysningsberørte får pengene tilbage – og vi betaler kunstnerne,” skriver han på Facebook.

Arrangører i krise efter anbefaling: Aflysninger kan koste millioner
Nicolaj Holm tiltrådte som direktør i 2017. Foto: Flemming Lodberg

Der er altså ingen tvivl om, at der var tale om en ekstraordinær situation, der måtte tackles, som det bedst kunne på det givne tidspunkt

“Det var den hurtige ‘her og nu’-reaktion på Statsministerens udmelding. En situation, der også får betydning for mange andre af vores aktiviteter.

Mandag møder vi så ind til en uge, hvor vi skal skabe overblik over konsekvenserne. Det er en helt ekstraordinært situation, som vi ikke blot kan sætte ind i de vanlige Excel-ark.” skriver han.

Desuden har Nicolaj Holm udtalt, at aflysningen af aftenens Sweet & Slade-koncert giver et isoleret tab på en halv til en hel million.

Del artikel

Andre læser også