Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Arenatour i fire danske byer: Nik & Jay afslører stor koncert i Aalborg

Af Michael Qureshi

Det er ikke mange uger siden, at AKKC kunne offentliggøre Suspekt i Gigantium.

Nu er flere legendariske danske drenge klar til stor koncert i Aalborg.

Tidligere på måneden løb Nik & Jay med prisen som Årets Kunstner ved Zulu Awards 2020, og til efteråret kan du opleve dem live, når popduoen drager på arenaturné og lørdag 14. november gør stop i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Hot, Lækker, Boing! og I Love Ya. Nik & Jay har de sidste 18 år sprøjtet en perlerække af populære pop/rap-hits ud, og i december udgav det musikalske makkerpar fra Værløse deres sjette studiealbum, Længe leve drømmene, som dette efterår danner ramme om en arenaturné, hvor AKKC udgør et af bare fire steder i Danmark.

Blanding af nye og gamle hits

Det nye studiealbum er et ambitiøst musikalsk projekt bestående af 12 numre, der i første omgang hver især blev udgivet som singler i perioden januar – december 2019, hvorefter de samlet blev udgivet under titlen Længe leve drømmene.

Siden dets udgivelse har Længe leve drømmene fået flere rosende ord med på vejen, heriblandt fra musikmagasinet GAFFA, der kalder det for en svedig statusopgørelse fra to modnede popprinser.

Albummet, som er efterfølger til det storhittende United fra 2013, udgør omdrejningspunktet til efterårets koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor publikum kan se frem til at danse samt skråle med på Nik & Jays mange nye hits, hvilke blandt andre tæller numrene Hot Sauce, Det’ Den Vibe og Magnolia.

Hyldet med prisen som Årets Kunstner

Ud over at have udgivet nyt album modtog Nik & Jay for nylig prisen som Årets Kunstner ved Zulu Awards 2020, ligesom duoen blev hædret ved sidste års Danish Music Awards, da de foran et hujende publikum modtog prisen som Årets Danske Livenavn.

Det kække makkerpar er dog langt fra færdige med at høste frugterne af det store arbejde med deres nye album, og til efteråret drager de således på turné med stop i AKKC lørdag 14. november.

Billetter til koncerten med Nik & Jay lørdag 14. november kl. 20 i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) sættes i salg onsdag 4. marts kl. 10 i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566, på akkc.dk samt via ticketmaster.dk. Billetpris: 470 kr. inkl. gebyr (enhedspris).

Del artikel

Andre læser også