Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aperol Spritz-bar og italienske specialiteter: Nye loungeområder åbner i dag

Af Emil Kjær Jørgensen

I sidste uge kunne vi løfte lidt af sløret for, hvorfor der står en række træboder rundt omkring i centrum af Aalborg.

Aalborg City, Aalborg Kommune og Weshare Aalborg er gået sammen om et initiativ, der både skal skabe omsætning til byens restauranter og butikker i tiden efter corona, og ikke mindst skabe en hyggelig sommerstemning i byen.

Der er indtil videre opsat tre loungeområder i byen ved henholdsvis Bredegade, Slotsgade og Gåsepigen, som efter planen skal være tilgængelige helt frem til starten af september, hvor der er Aalborg i Rødt.

I dag var MigogAalborg inviteret med til Grand Opening af loungeområdet ved Gåsepigen i selskab med Flemming Thingbak (Direktør, Aalborg City), Jes Asmussen (Formand, Aalborg City og ejer af CLICK), Tonny S. Thorup (Erhvervsdirektør i BusinessAalborg) og Mikele Volpi (Bestyrelsesmedlem i Aalborg City og ejer af San Giovanni).

Aperol Spritz-bar og italienske specialiteter: Nye loungeområder åbner i dag
Fra højre: Jes, Tonny, Flemming og Mikele

Take Out og Aperol Spritz bar ved Gåsepigen

Hvis sommervejret ellers bliver ved med at være lige så fremragende som i denne uge, tør vi godt love, at det nye loungeområde ved Gåsepigen bliver et stort hit i de kommende måneder.

Med den karakteristiske skulptur som nærmeste nabo, kan du nemlig nyde godt af de kulinariske lækkerier fra San Giovanni i et hyggeligt loungeområde, hvor der både er borde/bænke, rød- og hvidternede duge, hyggelige blomsterbede, lyskæder mellem træerne og ikke mindst græs under fødderne.

Aalborg City

Det helt geniale er, at du blot sætter dig til rette i loungeområdet, og så kan du ellers ringe over til San Giovanni med din bestilling.

Når maden er klar, krydser tjenerne blot Vesterbro for at levere alt fra tapas-bokse, pasta, dessert eller en autentisk, italiensk pizza.

Aperol Spritz-bar og italienske specialiteter: Nye loungeområder åbner i dag

I den danske sommervarme skal man naturligvis huske væskebalancen, og her har San Giovanni naturligvis også sørget for fristende kolde drikkevarer. Udover øl og sodavand kan du bestille lækre drinks som eksempelvis Negroni og en italiensk Gin & Tonic.

Men nu til det allerbedste. Der er blevet opstillet en Aperol Spritz bar, hvor fra du kan bestille bloggerdrinken over dem alle til en flad 50’er.

Aperol Spritz-bar og italienske specialiteter: Nye loungeområder åbner i dag

Når vognen ikke er bemandet, kan du naturligvis også bestille det via restauranten, som leverer den på (næsten) nul komma fem fra restauranten.

Der vil være åbent for take away og lækre drinks i hele San Giovanni’s åbningstid, fra kl. 16.30 – 21.00 hele sommeren.

Aperol Spritz-bar og italienske specialiteter: Nye loungeområder åbner i dag

Nye danske jordbær til de handlende

Udover loungeområdet ved Gåsepigen, er der også opstillet træboder i Slotsgade og Bredegade, hvor der også er borde/bænke.

I Bredegade har Grønttorvet lejet sig ind de næste tre uger, hvor du hver dag fra klokken 10.00 kan købe friskt dansk grønt som eksempelvis ærter, kirsebær, kartofler og naturligvis jordbær.

I boden i Slotsgade vil Butler de næste to weekender sælge udvalgte varer til gode priser, og Aalborg City hører gerne fra flere af byens erhvervsdrivende.

“Vi er mere end åbne for nye koncepter, så man må hellere end gerne slå på tråden, hvis man som butik, café eller restaurant har en idé til et koncept, som passer til loungeområderne,” fortæller Flemming Thingbak.

Aperol Spritz-bar og italienske specialiteter: Nye loungeområder åbner i dag

Aalborg skal stå sammen

Inden corona fik overtaget, var der planer om en fantastisk sommer i Aalborg midtby, som bød på store events som EM 2020 på Gammeltorv, koncerter og liv og glade dage.

Landet er stadig i gang med at genåbne i et stille og roligt tempo, og derfor må vi vinke farvel til initiativer, hvor store forsamlinger mødes.

“Corona har tvunget os til at tænke endnu mere kreativt i forhold til, hvordan vi kan gøre byen mere attraktiv for både besøgende og erhvervsdrivende.

Vi er utroligt taknemmelige for det samarbejde, som vi har haft med Aalborg Kommune om det her initiativ, og vi håber, at mange vil bakke op om de nye hyggemiljøer, som vi har skabt rundt omkring i byen,” siger Flemming Thingbak.

Del artikel

Andre læser også