Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse af Revolution i kommunen: Spiddende intelligent teater

Af Nana Sofia Hansen
Pressefoto
Pressefoto

I sin essens er teater en forunderlig blanding af tragik og komik.

Og i aftes – fredag aften på Aalborg Teater – udfoldede begge dele sig i en fyldt sal, med seks skuespillere på scenen.

Forestillingen Revolution i kommunen er forunderligt nok nemlig både sjov og hjerteskærende rørende.

Paradokset i det sociale system

Vi er hjemme hos Anita og kæresten John, som på alle måder lever med røven i vandskorpen.

De er samfundets svageste borgere, som gør, hvad de kan – med de få ressoucer, de har.

Anmeldelse af Revolution i kommunen: Spiddende intelligent teater
Pressefoto

I en uendelig strøm skal de hele tiden leve op til krav og samtaler, lægebesøg og kontrol, dikteret af de sociale myndigheder.

Det sociale system, som egentlig er sat i verden for at hjælpe dem, har efterhånden fået den modsatte effekt. De få ressourcer, familien har, bliver ikke løftet – men trådt under fode, mistænkeliggjort og mast.

Tvangsfjernelse

Den voksne søn Lars dukker pludselig op – med sin nyfødte søn i favnen.

Det ender med en tvangsfjernelse – foretaget af en ung og umoden socialrådgiver, som ikke engang selv – i sit private liv – kan leve op til de krav, som hun stiller familien overfor.

Anmeldelse af Revolution i kommunen: Spiddende intelligent teater
Pressefoto

Revolution i kommunen er spiddende intelligent teater. Hver eneste replik er så skarp og præcis, at man som publikum opsluges – og spidser ører for at nyde hver en sætning.

Stykket er anden del af den danske dramatiker Henrik Szklanys trilogi. Hvert af de tre teaterstykker kan ses isoleret.

Opsætningen lige nu er en repremiere – altså en genopsætning – fordi stykket er så efterspurgt og populært.

Spidder aktuel samfundsdebat

Ret tankevækkende er teaterstykket skrevet, inden statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale i år 2019 opfordrede til flere tvangsfjernelser.

Anita spilles af dygtige Marie Knudsen Fogh, som i 2016 modtog Reumert Talentpris for sine optrædener på Aalborg Teater – og som i år blev tildelt legatet Årets Nordjyde 2022.

Hun akkompagneres af Lars Topp Thomsen (John), Marcus Gad Johansen (Lars), Bolette Nørregaard Bang (socialrådgiver Caroline), Karla Rosendahl Rasmussen (Ester) og Camilla Gjelstrup (moster Beate).

Alle skuespillere på scenen leverer varen – i et flot og intenst samspil.

Anmeldelse af Revolution i kommunen: Spiddende intelligent teater
Pressefoto

Dagligstuen som ramme

Stykket får dig til at klukgrine, alt imens familiens store krise – tvangsfjernelsen – slår ned. Det er politisk teater og teaterkunst i sin essens. Stykket er iscenesat af Martin Nyborg.

Scenografien af Laura Rasmussen inviterer os indenfor i familien dagligstue. Vi kigger ind i menneskets mest intime – og almindelige – rum, hvor miseren udspiller sig.

Scenografien er spændende, fordi den bogstaveligt talt løfter sig – mere og mere vertikalt, så dagligstuen til sidst står helt lodret. Familien må klamre sig for at holde fast – i sig selv og i livet.

Anmeldelse af Revolution i kommunen: Spiddende intelligent teater
Pressefoto

Lidt ærgerligt var lyden lidt for svag, så visse replikker forsvandt – eller blev overdøvet af publikums grin. Lyden kan der heldigvis gøres noget ved.

Skynd dig i teatret – i aften eller én af de kommende dage, hvis du vil have en stor teateroplevelse. Revolution i kommunen spiller i dag, lørdag – og mandag, tirsdag, onsdag, frem til den 17. august.

Til foråret, i marts 2023, genopføres stykket – igen – i forbindelse med sidste del af dramatiker Henrik Szklanys trilogi.

Forestillingen varer halvanden time uden pause.

Du kan læse mere og købe billetter til Revolution i kommunen på Aalborg Teater her.

Anmeldelse af Revolution i kommunen: Spiddende intelligent teater
Anita i sin lænestol med barnebarn Vincent i favnen. Pressefoto

Del artikel

Andre læser også