Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Midt om natten og meget mere Kim Larsen

Af Emil Kjær Jørgensen

Aalborg er vild med musicals, og AKKC er gået forrest i bestræbelserne på at få de største af slagsen til byen.

Senere på året kan vi se frem til Terkel i Knibe som musical og ikke mindst Kærlighed ved første hik, som næsten allerede kan melde udsolgt.

Det samme kan den ambitiøse og stjernebesatte Midt om natten, som spiller i Aalborg Kongres & Kultur Center frem til 13. maj.

Midt om natten er kult i Danmark – albummet udkom i 1983 og solgte 650.000 eksemplarer, mens filmen nåede op på rekordhøje 922.000 solgte biografbilletter, hvilket gør den til en af de mest sete danske biograffilm i historien.

Der er meget at leve op til for musicalen, men modtagelsen blandt befolkningen har været overvældende; over 100.000 har købt billet til en gensyn med Susan Himmelblå, Benny, Arnold og alle de andre.

Det var derfor også en stolt direktør for AKKC, Nicolaj Holm der introducerede musicalen til premieren i Aalborg i går, onsdag. Han kunne berette, at næst efter Tivoli i København, er Aalborg den by, hvor der er solgt flest billetter, næsten 10.000 stk.

En tung arv løftes af de mange sangskatte

Og lever musicalen så op til den tunge arv, som både album og film har skabt?

Det er over 34 år siden, at danskerne blev dus med Benny og Arnold, i form af Kim Larsen og Erik Clausen. Hvis man forventer en 1:1 gentagelse af filmen, bliver man skuffet.

Musical-versionen har i stedet lagt vægt på den videre fortælling, hvor en ældre og gnaven Arnold, spillet af Kurt Ravn, tænker tilbage på tiden i Haveje. Han bliver opsøgt af Susan Himmeblås søn Christoffer, der ønsker svar på spørgsmål om hans mors fortid.

Anmeldelse: Midt om natten og meget mere Kim LarsenDet er et modigt valg at ændre på en kultfortælling, og musicalen slipper i høj grad fra det i form af de ikoniske sange, og de gode præstationer fra nogle af landets bedste skuespillere.

Man kan se frem til store skuespillere som Pernille Højmark, Lise Baastrup, Kurt Ravn, Jimmy Jørgensen, Troels Malling og ikke mindst Allan Mortensen, som spiller rollen som Tusindfryd til perfektion.

Musicalen holder fokus på de mest ikoniske øjeblikke fra filmen, og en aften i selskab med Midt om natten byder derfor både på herlige gensyn og nye fortællinger.

Fællessang og nostalgitrip

Musicalen om Midt om natten er et nostalgitrip, hvor man kan skråle med på de mest ikoniske sange fra både Midt om Natten og andre af Kim Larsen og Gasolins store hits.

Fortællingen bliver indimellem lidt for triviel og uden bund, men der er heldigvis få minutter mellem den ene store musikalske oplevelse efter den anden.

Publikum er med hele vejen, ikke mindst på grund af de mange fantastiske sange, og den lægger i den grad op til fællessang – dette blev særligt tydeligt, da der i andet akt var en kort teknisk afbrydelse. Her brød flere blandt publikum ud i klassikeren “Papirsklip”.

Musicalen samler publikum og løfter især sit niveau, når de mange dygtigere sangere får lov at træde helt ud på scenekanten, og får publikum med ind helt i Kim Larsens store sangunivers.

Anmeldelse: Midt om natten og meget mere Kim Larsen

Del artikel

Andre læser også