Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Forrygende Michael Jackson Show i AKKC

Af Emil Kjær Jørgensen
PR-foto
PR-foto

Michael Jackson.

Ingen over. Ingen ved siden af.

Vi er desværre mange, der aldrig kommer til at opleve en koncert med The King of Pop, som døde helt tilbage i 2009.

Selvom intet slår den ægte vare, så skal vi jo have vores Jackson-fix på en eller anden måde.

Du kan naturligvis finde ham på Spotify, finde et gammelt YouTube-klip eller nynne et af de utallige hits i badet om morgenen.

Eller du kan du tage ind og opleve det anmelderroste og ultrapopulære FOREVER – King of Pop Michael Jackson hyldestshow, som lige nu turnerer i Skandinavien.

Onsdag den 28. februar var tiden endelig kommet til Aalborg, hvor en udsolgt sal var klar til at lade sig suge ind i den magiske verden af Michael Jacksons mange hits.

En respektfuld hyldest af fænomenet

Der er lavet utallige hyldestshows og musicals om Michael Jackson, men FOREVER – King of Pop er det eneste hyldestshow i verden, som er blevet blåstemplet af tre af Jacksons familiemedlemmer.

Showet har også gået sin sejrsgang blandt publikum, og mere end 1 mio. mennesker har oplevet showet over hele verden.

Publikum i Aalborg blev heller ikke skuffede onsdag aften.

The Way You Make Me Feel, Smooth Criminal, Beat It, Billie Jean, Dirty Diana, Bad, Rock With You, They Don’t Care About Us, Thriller – ja, vi kunne faktisk blive ved.

I det over to timer lange show blev alle de største hits fremført på fornemste vis – naturligvis med de helt rette outfits, de rigtige dansetrin og de karakteristiske Michael Jackson-fraseringer, der hører sig til.

Læg så dertil, at man har formået at finde en danser, som nærmest lignede Michael Jackson på en plet. Imponerende.

Det ene hit tog det andet i showet, og højdepunkterne stod i kø (med Smooth Criminal-fuldførelsen som den flotteste af dem alle).

Der er stadig ingen, der kan synge som Michael Jackson, og der skulle da også hele syv sangere til for at “kompensere” for den helt specielle stemme. Men de vokale præstationer blev leveret med stor overbevisning.

Michael Jackson levede et – for at sige det mildt – kaotisk, vildt og komplekst liv, men i FOREVER – King of Pop har man skrællet den dybdegående historie om hans liv væk for i stedet at have hundrede procent fokus på musikken.

Man kunne måske godt have ønsket sig at man havde fået et spadestik dybere i Michael Jacksons både tragiske og underholdende historie, men i FOREVER – King of Pop var der fuldt fokus på musikken, og den blev heldigvis leveret på en både respektfuld, underholdende og mindeværdig måde.

Fem flotte stjerner til FOREVER – King of Pop.

Anmeldelse: Forrygende Michael Jackson Show i AKKC

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien