Anmeldelse af Woyzeck: Et brag af en forestilling med noget på hjertet

Når en forestilling er så populær og får så gode anmeldelser, at den genopsættes endnu en sæson, følger der naturligvis nogle høje forventninger.

Det er netop tilfældet med Woyzeck på Teater Nordkraft, som tager endnu en sæson her i september 2022, og som vi havde fornøjelsen af at opleve i går aftes.

Ja, vi skriver fornøjelse med det samme, fordi Woyzeck er akkurat lige så fantastisk et stykke, som mange anmeldere før os har reporteret, og den sandhed behøver vi ikke at pakke ind i floskler.

Parodi på dårligt lederskab

Vi har før talt med teaterchef og instruktør, Minna Johannesen, om sin tilgang til teater.

Om hvordan hun ønsker, at man som publikum skal turde give slip og føle en forestilling i stedet for at tænke for meget, og hvordan det skal være en fest at gå i teatret.

Det sættes der en tyk streg under til Woyzeck, fordi så snart du træder ind i teatrets foyer, bliver du tilbudt en øl og et shot gammel dansk – i bedste karnevalsstil.

Parallellerne til karneval er da også tydelige gennem hele stykket. Kulissen er et stort, glitrende virvar af glimmerforhæng, balloner, konfetti, og så er der kostumer. Masser af kostumer.

Læs også: Vildere end nogensinde før: Kæmpe horror område i Aalborg forvandles til dit værste mareridt

Vores undertrykte hovedperson, Woyzeck, skal tjene penge til tilværelsen med kæresten Marie og deres fælles barn, og det indebærer at blive tvunget ned i det ene kostume efter det andet af sin chef (der skiftevis er kaptajn, tambour-major og doktor).

Symbolikken er til at føle på, når disse kostumer er henholdsvis stuepige, kanin og en nøgen-mand, og når manden Woyzeck i dette stykke spilles af en kvinde, træder vi ind i en alt for velkendt #MeToo kontekst.

Den sårbarhed og underdanighed som kostumerne personificerer, er også så dyb en del af Woyzecks person, at man skiftevis får lyst til at kramme ham i sympati, grine over hans ekstreme ulykke og ryste ham i frustration over, at han aldrig får sagt NEJ! til de vanvittige krav.

Men, men … det afspejler vist meget godt den type reaktioner, der kommer op til overfladen under diverse samfundsskandaler (#MeToo igen), og det er også her stykket kommer til sin ret, fordi dynamikken mellem “sølle” Woyzeck og chefen er en fremragende parodi på vores tids dårlige ledere, og medarbejdere, der står i umulige situationer.

Alle, der har haft en dårlig leder vil uden tvivl få en stor klump i maven over de grænseoverskridende befalinger fra chefen (“Giv Jimmi et blowjob, Woyzeck”, efterfulgt af “Du skal sgu da ikke gøre det. Det var bare en joke”), og det samme gør Marie, Woyzecks forsømte kæreste, der i starten forsøger at få ham til at sige fra før, hun selv hengiver sig til selvsamme chef.

Sansemættet og følelsesmættet

Nogle af de bedste øjeblikke i forestillingen opstår netop i forholdet mellem Marie (spillet af Jakob Hannibal) og Woyzeck (Laura Kold), der emmer af skiftevis ømhed og desperation.

Den rejse deres forhold tager fra kærlighed til utroskab, splittelse, fortrydelse og til sidst mord, understøttes på vidunderlig vis af musikken, som ikke kun bærer handlingen frem ad, men også medvirker til at man lader sig rive helt med.

“Saturday night, dance, I like the way you move, Pretty baby” bliver omfortolket på melankolsk vis, mens de første problemer mellem den sanseløst arbejdende Woyzeck og den afviste Marie opstår.

En rørende version af DJ Ötzi “Hey, hey baby (Ooh aah) I wanna know (oh ooh) If you’ll be my girl” bliver underlægningsmusik til parrets midlertidige forsoning, før den senere udfoldes som den festhymne den er med en eksplosion af konfetti fra loftet.

Fra musikken, der tiltager i vildskab til duften af mandedeodorant fra Marie og det visuelle bombardement af karnevalspynt, er forestillingen meget sansemættet, men bestemt også følelsesmættet.

Læs også: Billetterne ryger hurtigt: Toprestauranter er med i Aalborgs største restaurant-festival

Tårerne pibler frem i medfølelse med Woyzeck og Maries uoprettelige skæbne, og de flyder lige så frit under latterkramperne fra de mange komiske situationer.

Her MÅ jeg fremhæve situationen, hvor Woyzeck i sin fuldskab (eller febervildelse?) forsøger at forstå, hvad to kanin-udklædte personer forsøger at sige til ham. Den ene kanin har en mørk forvrænget stemme, den anden en lys forvrænget stemme, og mens jeg skriver disse ord, sidder jeg igen og griner ukontrolleret.

Jeg har forsøgt at beskrive scenen til andre og fået responsen “man skulle nok have været der,” og ja, det beskriver meget godt hele Woyzeck-oplevelsen: Man bliver nødt til at være der og opleve det for fuld udblæsning.

Det er en følelsesmæssig rutsjebane, og når Woyzeck i sidste scene sidder helt apatisk efter at have kvalt Marie og skudt sin chef og musikerne, føler man sig helt brugt.

Jeg vil dog vove den påstand, at når man træder ud af teatermørket bagefter, flyder blodet lidt friere rundt i kroppen, og kærligheden til ens nærmeste sidder mere uden på tøjet.

Woyzeck opsættes til og med den 16. september. Du kan købe billetter her.