Anmeldelse af REJSEN i Teater Nordkraft: Her ser du det hele på selve scenen

Skrevet af: Michael Qureshi

Af Thomas Zjakalen Riddersholm

Ud over musikkarrieren så skriver Thomas Zjakalen Riddersholm også blandt andet om teater for eksempelvis ungtteaterblod.dk – her anmelder han REJSEN som lige nu spiller i Teater Nordkraft.

Teateret i Nordkraft er kendt som byens nye og alternative teater. Et sted hvor der ofte bliver eksperimenteret med den klassiske teaterform, og hvor teater derfor ikke nødvendigvis er teater, som vi kender det.

Dette er i den grad også tilfældet med deres nye forestilling REJSEN, som jeg var inde og se.

REJSEN er en fortælling om den store, vidunderlige og smertefulde kærlighed. Den kærlighed der er større end livet selv.

Det er historien om de to elskende Elvira og Sixten, der skal gå så grueligt meget igennem for endelig at få hinanden.

Den historie er der jo i og for sig ikke noget nyt i. Den har vi set og hørt om mange gange før, og den har som regel en stærk og medrivende effekt.

Det er også tilfældet her, men det er dog ikke det der, i min bog, gør størst indtryk med denne forestilling.

Det absolut mest unikke og dragende ved dette stykke, er nemlig at du selv er en del af det – Bogstaveligt talt.

Der er ikke nogen scene og der ikke nogen publikumssal. Derimod er der bygget en række super fede og vildt autentiske lokationer, som du som publikum skal visitere. Det minder helt om et Hurlumhejhus i Tivoli – på den fede måde!

Historien foregår i den sidste halvdel af 1800-tallet, og det gør bestemt ikke oplevelsen mindre fascinerende – tværtimod.

Man bliver på rejsen bl.a. inviteret med i tivoli og på en togtur. Især togturen er rigtig spændende og troværdig. Det er virkelig som om, at man kører i et tog fra 1800-tallet.

Rekvisitterne er super gennemførte, og både lyd, lys og sågar lugte er helt i topklasse. Det er virkelig en sanseoplevelse af høj kaliber.

Det er sanseoplevelsen og ens egen mulighed for personlig indlevelse i stykket, der gør at denne forestilling, synes jeg, virker meget bedre end så meget andet ”normalt” teater. Det er svært at beskrive – det skal opleves.

Jeg vil heller ikke gå så meget mere i detaljer omkring, hvad der kommer til at foregå, for jeg tror at man får den bedste oplevelse ved at gå ind til forestillingen med et helt åbent sind, uden at vide alt for meget om, hvad det hele egentligt er for noget.

Jeg vil dog på det kraftigste anbefale at kigge ind i Nordkraft og tage rejsen. Det er helt sikkert et spændende alternativ til en almindelig teater- eller biograftur.

Du kan læse mere om forestillingen på Teater Nordkrafts hjemmeside:

http://www.teaternordkraft.dk/forestilling/2813

REJSEN spiller indtil 7. april.

Friis Shoppingcenter løfter lidt af sløret: Så stort bliver Dalle Valle

Friis Shoppingcenter