Anmeldelse af Persona: Mesterværk giver stof til eftertanke

I sidste uge kunne endnu en premiere vinges af på Aalborg Teater.

Denne gang var det Ingmar Bergmanns Persona, der havde fået taletid på Lille Scene. Og allerede nu har de nordjyske anmeldere kastet stjernestøv over Ingmar Bergmans 52 år gamle fortælling.

Den svenske filmskaber og manuskriptforfatter ville være fyldt 100 år i juli 2018.

Bergman betragtes som en af de største af sin slags og med sine mere end 50 film og 150 teateropsætninger er han en indflydelsesrig og beundret personlighed over det meste af verden.

Et af Bergmans mest centrale mesterværker er netop hans film fra 1966; Persona, som sidenhen er blevet en milepæl i filmhistorien.

Filmen handler om to kvinder, der ender i et psykologisk drama udover det sædvanlige. Historien er flere gange blevet overført til teaterscenen, og dette gør sig nu også gældende på Aalborg Teater.

Her kan man som publikum godt begynde at glæde sig – og forberede sig på – til en næsten magisk teateroplevelse, der er meget svær at lægge fra sig igen. For hvad er det i det hele taget, man er vidne til?

Et stykke, der gør indtryk

Bolette Nørgaard Bang og Maria Henriksen gør det forrygende i stykket som henholdsvis sygeplejersken Alma og den kendte skuespillerinde Elisabeth Vogler, der af uvisse årsager er holdt op med at tale og derfor skal passes af Alma.

Alma foreslår Elisabeth, at de tager lidt væk sammen og ender isoleret i en hytte, hvor tavsheden hurtigt får Almas mund på gled. Hun deler intime hemmeligheder med Elisabeth, som responderer med en rungende tavshed.

Snart bliver det svært for Alma at skelne mellem sig selv og Elisabeth – hun bliver hende, mærker hende og ender til sidst med at smelte fuldstændig sammen med hende.

To roller, der i den grad har gjort indtryk på de to aalborgensiske skuespillere, hvis kollegaer i øjeblikket spiller klassikeren Et Juleeventyr på Store Scene.

“Det har været virkelig dejligt for os som skuespillere at arbejde med Persona. Det er en vildt spændende historie, en vildt spændende tekst, og det har været et helt andet arbejde, end vi er vant til,” forklarer Bolette, der har stykkets eneste replikker.

“Selvom jeg har al teksten, så er vi hele tiden i en dialog. Der er et samspil gennem hele forestillingen, og jeg er dybt afhængig af Maria.

Der opstår nogle situationer, hvor man skal være endnu mere opmærksom, aflæse og forholde sig til hinanden.” forklarer hun.

Maria, som spiller den stumme skuespillerinde, stemmer i:

“Det er en meget lille scene, vi arbejder på, og det kan hurtigt give en klaustrofobisk fornemmelse, når vi jo er på scenen hele tiden. Ligesom det også forholder sig i historien – kvinderne er tvunget til at forholde sig til hinanden hele tiden.

Det skaber konflikter, men gør også, at det er nødt til at ende i en form for forløsning.”

En indsigt i menneskets natur

Ud fra min egen personlige oplevelse med Persona kan jeg sige, at man ikke skal forvente nogen forløsning, når forestillingen er slut. Tværtimod vokser stykket videre i ens bevidsthed, uden at man egentlig ender med et reelt svar.

Er der i virkeligheden tale om en sygeplejerske og hendes patient? Lider Elisabeth Vogler i stedet af en form for personlighedssplittelse? Er Alma måske bare et produkt af hendes eget, rådne indre, hvis ægte følelser, der ikke er plads til i samfundet? Svarene må stå hen i det uvisse.

Fortællingen er på én og samme tid medrivende, overbevisende, rørende, stemningsfuld og intim. Det kan næsten ikke komme for tæt på, og man føler, man selv er med på scenen.

Faktisk opstod der også en nærmest genkendelig tavshed, da Bolette og Maria blev udspurgt om deres aktuelle forestilling.

Ingen af dem har et egentligt svar på, hvad det hele går ud på, og hvad man skal tænke forud for stykket. Historien rører én dybt – men den er umulig at gengive. Måske især fordi det er så forskelligt, hvad folk går derfra med.

Ikke desto mindre er de begge enige om, at de havde haft seks berigende uger under skabelsen af Persona. 

“Det har været en spændende proces, der har givet en vanvittig indsigt i menneskets natur og måden, vi kommunikerer med hinanden på. Vi har talt rigtig meget, set filmen og tænkt Det er sådan her, det er! … men næste gang er den noget helt andet. Man skal selv have lov at “forstå den”, slutter Bolette.