Anmeldelse af Mio, Min Mio: Ringenes Herre i børnehøjde
For noget tid siden kunne vi fortælle at den prisvindende børneforestilling Mio, Min Mio ville have premiere på Aalborg Teater d. 1. september.
Så vi har naturligvis været inde og se, om den levede op til de store forventinger, en prisvindende forestilling skrevet af Astrid Lindgren kunne give os.
Og det kunne den!
Spændingen var stor for både store og små, da vi allerede inden forestillingen gik i gang, blev bedt om tage skoene af.
“Mor, hvorfor skal vi have skoene af? Hvad skal der ske?” hørte jeg et barn spørge sin mor.
Og spændingen blev ikke mindre, da vi havde sat os på vores pladser på Lille Scene.
Her blev vi mødt af to skuespillere, der først præsenterede sig selv med deres rigtige navne, Lars og Clara. Herefter bad de publikum om at stille sig på en række og sammen gå med dem ind i eventyrets land.
Fordi forestillingen godt kan være lidt uhyggelig for de små, var dette desuden en god måde, at få børnene til at forstå, at det altså bare var et eventyr og ikke virkelighed, det, de skulle bruge den næste times tid på at se.
Eventyrets land
Da det spændingsfyldte publikum trådte ind i eventyrets land, blev vi bedt om at sætte os på gulvet og kigge op mod de store trappetrin, der med lys tegnede rammen for en bygade under en funklende stjernehimmel.
Her mødte vi den ensomme og ulykkelige 9-årige dreng Bo, der sad trist på en bænk og fortalte om sin onde tante Edla og onde onkel Sixten, der havde adopteret Bo. Og kun kunne tale ondt om særligt Bos far.
Nej, Bo ville hellere være hjemme ved sin veninde, Benka, fordi hun havde en sød far, som Bo også ville ønske, han havde.
Grønthandleren, der havde butik lige rundt om hjørnet, var også én af de voksne, Bo følte sig tryg ved og som fik et dagligt besøg.
Og en dag gav grønthandleren ham et gyldent æble. Et æble, der skulle vise sig at vende op og ned på Bos liv.
Læs også: Fra Norge til Aalborg: Prisvindende børneforestilling opføres i Aalborg Min, Min Mio
Det gyldne æble er nemlig med til at befri en ånd fra en flaske, som tager Bo med til Det Fjerne Land.
Her møder Bo for første gang sin far, som er Konge og pludselig åbner der sig en ny verden, hvor den lille ensomme og ulykkelige Bo bliver til en Kongesøn af en Konge, der har opkaldt sin søn Mio.
“MIO, MIN MIO” råber kongen med tårer i øjnene, og børnene i salen sidder med smil på læben, fordi Bo nu har fundet sin rigtige far.
Og herfra starter eventyret altså om Mio, der går fra at være en ensom dreng til at blive både ridder og prins af Kongeriet Rosenlunddalen i Det Fjerne Land, når der skal kæmpes mod ondskaben i den mørke skov.
Uhyggelige scener i den mørke skov
Og netop de da to små mennesker, Mio og Jum-Jum ridder ind i den mørke skov for at kæmpe mod ondskaben, begynder de uhyggelige scener.
Mio og Jum-Jum ridder nemlig på den hvide hest, Miramis, langt ind i skovens dybe mørke for at kæmpe mod Ridder Kato.
Ridder Kato er ondskaben selv, der bortfører børn og river deres hjerter ud og giver dem et af sten i stedet for. Eller endnu værre forvandler han børnene til sorte fugle, der skriger.
Der var nogle børn, der syntes, at Ridder Kato så meget uhyggelig ud. Så mens de klemte hånden af deres forældre med den ene hånd, holdte de den anden hånd for øjnene.
Da Ridder Kato og Mio for alvor kæmper en brav kamp, bliver det alligevel lidt for voldsomt og uhyggeligt for nogle af børnepublikummet, som desværre måtte gå ud fra forestillingen.
Prinsen på den hvide hest
Men uden at røbe for meget, så er der ligesom i et hvert andet børneeventyr som regel en lykkelig slutning.
Men… Lykkedes det Mio at slå Ridder Kato ihjel?
Kommer Mio og Jum-Jum nogensinde ud af den mørke skov?
Bliver Mio genforenet med sin far Kongen endnu engang?
Hvad med de onde adoptivforældre?
Spørgsmålene er mange, og der er altså meget at glæde sig til!
Anbefales til lidt ældre børn
Der er altså en autentisk, meget velspillet og fremragende børneforestilling at glæde sig til for børn OG voksne.
Den svenske instruktør formår nemlig at lykkes med de forventinger og idéer, hun selv havde om forestillingen.
Og så skal vi også huske at nævne de gode skuespillere, der var skarp i replikkerne og omstillingsparate til de forskellige roller, de skulle have forestillingen i gennem. Det var meget vellykket og flot skuespil.
På trods af at Aalborg Teater anbefaler en aldersgrænse fra 6 år og opefter, vil vi dog alligevel sætte aldersgrænsen til 8 år og opefter.
Særligt scenen med Mio og Ridder Kato var lidt for uhyggelig for de helt mindste.
Vi trådte ud af skoene og ind i eventyrets land for en stund. Efter at være hoppet i skoene igen og ud i den virkelige verden, er vi måske stadig lidt bange for Ridder Kato.
Men vi er til gengæld ikke bange for at give Mio, Min Mio 5 ud af 6 stjerner.
