Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse af La Soirée: Underholdning i verdensklasse i Spejlteltet

Af Nathalia Hentze Nielsen
Arkivfoto af La Soiree. Foto: Rafael Zajac
Arkivfoto af La Soiree. Foto: Rafael Zajac

På pladsen foran Nordkraft står det ikoniske spejltelt Paradiso og drager mange nysgerrige blikke.

Hver sommer de sidste fem år er teltet blevet indtaget af det prisbelønnede varieté-show La Soirée til truppens eneste optræden i Europa – og i år er ingen undtagelse.

Det australske show har sat nye standarder for moderne cabarat og cirkus for voksne, og i år er vi blevet lovet et endnu vildere og større show end nogensinde før.

Selvom det er lidt svært at forestille sig, at showet kan blive vildere end tidligere år, tog vi til premiereaften med forventningerne helt i top.

Intim kulisse

Da vi ankommer til Paradiso, bydes vi velkommen af en særdeles velklædt australsk herre, som viser os på plads i cirklen af stole, som omkredser teltets midtpunkt: Scenen.

Scenen er en ydmyg, rund platform, der ikke kan være meget mere end to meter i diameter.

Størrelsen på manegen lægger ikke ligefrem op til akrobatik og cirkus i verdensklasse, og vi sidder da et øjeblik og overvejer om alt hypen er overdrevet.

Vi kan heldigvis fortælle, at vi tog grueligt, grueligt fejl.

La Soirée er hylende morsomt, betagende, imponerende, festligt – vælg selv et superlativ – og kunstnerne udnytter de få kvadratmeter fuldt ud.

Om det er den sværdslugende succubus Jewels Good, den forførende luftakrobatiker Ben Lewis, de frække dukkeførere fra Cabaret Decadance eller pole-artisten Will Underwood, for kun at nævne et par stykker, formår de virkelig at levere varen, såvel som skabe en intens forbindelse til publikum.

At vi netop sidder så tæt på scenen skaber en helt unik, intim forbindelse til artisterne, og ja, det bliver lummert nogle gange.

En aften i latterens tegn

La Soirée er ærlig talt allerbedst, når det bliver lidt lummert, og det bliver det oftest, når artisterne inkluderer publikum.

Om det er jonglering af bananer i selskab med det komiske ægtepar fra Daredevil Chicken Club, en lapdance fra Daredevil Chicken Club eller… ja, faktisk er alt med Daredevil Chicken Club ret vovet og ret genialt.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

What are your thoughts on bananas? ??

Et opslag delt af LA SOIRÉE (@lasoireelive) den

Deres ægteskabelige narrestreger inddrog flere modige danske mænd, som fik slapstick komedien helt ind på livet, og indbragte flere minutter lange latterbrøl fra alle os andre.

Det ville være synd at afsløre præcist, hvad det amerikanske par finder på i løbet af showet; man bliver nødt til at opleve det på egen krop.

Den rockede sangerinde og entertainer Carla Lippis fortjener også ros for mange af de latterkramper, der overtog teltet i går aftes.

Udover at synge vanvittigt godt leverede australieren også one-liners i bedste stand-up stil og gav noget afveksling fra de halsbrækkende tricks.

Husk at samle din kæbe op

På et tidspunkt under sin optræden rakte performancedronningen Jewels Good hånden op til sin kæbe som en opfordring til, at vi skulle lukke munden – ikke fordi vi skulle tie stille, men fordi vores kæber lå et sted på gulvet og skulle samles op.

Point taken.

Personligt røg vores kæbe under Will Underwood’s kinesiske pole show.

Amerikaneren kravlede op af en flere meter høj pæl, der var blevet monteret på scenen, og brugte de næste par minutter på ikke kun at svinge sig rundt om pælen i høj fart, men også at trodse tyngdekraften ved at lade sig “falde” mod jorden for så i sidste sekund at stoppe nedfarten.

Man kommer virkelig hele følelsesregisteret igennem i løbet af det halvanden-time-lange show, og vi ville ikke klage, hvis det varede en time længere.

Vi kan kun være enige med den bemærkning vores svært begejstrede sidekammerat kom med, da vi forlod magien i teltet til fordel for Aalborgs kølige aftenluft:

“Det var et af de sjoveste shows, jeg nogensinde har været til.”

Vi er ikke tvivl: La Soirée er verdensklasse underholdning!

La Soirée spiller næsten hver dag frem til den 24. august – kun med undtagelse af d. 18-19 august, og du kan købe billetter til showet her.

Del artikel

Andre læser også