Anmeldelse af Den unge Werthers lidelser: Stor scenekunst på Mindste Scene
Forleden havde Den unge Werthers lidelser premiere på Aalborg Teater.
Det er historien om en forelskelse, om en kærlighedsaffære, og et et trekantsdrama, der ender på allertragiske vis.
Og selvom Johann Wolfgang von Goethes roman, der ligger til grund for handlingen, er næsten 250 år gammel, så er dramaet både vedkommende, nærværende og nutidig i denne iscenesættelse, som instruktør Jennifer V. Christiansen står i spidsen for.
Vi har tidligere snakket med instruktøren om stykket. Det kan du læse om her.
Stykket spilles på Aalborg Teaters mindste scene, og der er derfor ikke plads til mange tilskuere. Man sidder tæt bænket langs siderne i scenerummet, som er indrettet som en stor spejlsal.
Det gør hele oplevelsen meget intim, og fordi især Gustav Dyekjær Giese formår at bryde ”den fjerde væg” ud til publikum, drages man levende ind i historien, hvad enten man vil det eller ej.
Inden for de første 10 minutter får man da også lov at opleve hr. Giese uden et trævl på kroppen – så er facaden ligesom brudt fra start, kan man sige.
Derudover bydes der op til dans, der leveres breve til den smukke Lotte og andet – som ikke skal afsløres her.
Werthers lidelse er din lidelse
Men frem for alt, så oplever man den unge Werthers lidelser på sin egen krop.
Lige fra de dansende sommerfugle i maven, når forelskelsen bobler, til den knugende følelse, når ens elskede forsvinder. Man oplever ikke blot et ungt menneske smuldre for øjnene af en; man går selv i stykker.
Gieses spil er både medrivende og levende, og man bliver efterhånden ham. Man vil føle det, han føler.
Derfor rammes man også selv, hver gang Werthers lidelser vokser, og man fanges i hans galskab, efterhånden som han bryder sammen.
Det bliver ens egen fortælling, der fortælles. Alt sammen forstærket af den geniale scenografi med de fire spejlvægge. Ligegyldig hvor man ser hen, ser man kun sig selv og galskabet.
Den unge Werthers lidelser spiller godt nok på Aalborg Teaters mindste scene, men det er stor scenekunst.
Forestillingen lykkes på stort set alle punkter, og den er en af denne sæsons must-see.
