Anmeldelse af Cyrano: En syret og tankevækkende kærlighedshistorie

I onsdags havde en ægte klassiker inden for den romantiske litteratur premiere på Aalborg Teater.

Myten om krigeren – med en poetisk kreativitet udover det sædvanlige – kan spores helt tilbage til Edmond Rostands drama Cyrano de Bergera fra 1897.

Til dem, som ikke før har stiftet bekendtskab med den gribende fortælling, kommer her et resumé:

En historie fyldt med begejstring og foragt

Virkelighedens Cyrano, Savinien de Cyrano de Bergerac (1619-1655), var en fransk forfatter, som i eftertiden især er kendt for sine eventyrlige skildringer og tro på menneskets frihed og fornuft.

I stykket Cyrano møder vi soldaten af samme navn, som med sin poetiske kreativitet vækker både begejstring og foragt, hvor end han går. I stykkets begyndelse kommer Cyrano i et opgør på en bar mod en tenderende voldelig modstander.

Cyranos ordkraft vinder i sidste ende over modstanderen, og især én person tiltrækkes af hændelsen: Den smukke Roxanne.

Foruden at være Cyranos kusine, så er Roxanne også hans helt store kærlighed – derfor vækker det sand glæde i ham, da Roxanne den efterfølgende dag beder om et møde mellem dem.

En stor næse og et stort hjerte

Men på trods af sit ordforråds overlegenhed, så holdes Cyranos selvtillid alligevel tilbage af noget: Hans kæmpe næse og såkaldte “flodhesteprofil”.

Næsen bliver flere gange genstand for andres latter, og Cyrano har på forhånd opgivet nogensinde at få Roxannes kærlighed.

Mødet med Roxanne ender dog også et helt andet sted; hun har nemlig forelsket sig hovedkulds i en soldat fra Cyranos regiment.

Christian, som soldaten hedder, er både tiltrækkende og smuk og (ifølge Roxanne selv) den eneste for hende. Hun beder derfor Cyrano om at agere Kirsten Giftekniv og få Christian til at skrive til hende.

Cyrano elsker Roxanne, som elsker Christian – som også elsker Roxanne. Alligevel er der en brist i fortællingen, som gør, at der herfra starter – ikke én – men hele tre ulykkelige kærlighedshistorier.

Christian ejer nemlig ikke poetisk fantasi, og Cyrano melder sig frivilligt som hans sufflør – og skriver velvilligt kærlighedsbrevene til Roxanne – som med tiden forelsker sig i afsenderen af de smukke ord, der vidner om en intelligent og kærlig mand, og til slut er ligeglad med, om Christian er smuk … eller grim.

Hvad historien ender med og om nogen af de tre nogensinde bliver lykkelige i kærligheden, bør i stedet opleves fra de røde sæder i teateret.

Kærlighed går aldrig af mode

Den over 100 år gamle historie om Cyrano er på én gang kompleks, men samtidig går kærlighedshistorier jo aldrig af mode.

Kærligheden kan ligeså være kompleks – men måske ikke mere kompleks, end hvad man selv vælger at gøre den til. Kærlighed kræver både mod og ofringer – men til gengæld kan den ende med at gøre én fuldstændig komplet.

“Jeg føler 10 hjerter slå om kap i mit bryst” sagde Cyrano. Alligevel overskyggede frygten for en afvisning Cyrano fra at erklære sin kærlighed til Roxanne og lod i stedet hans poesi gå igennem den smukke soldat; hvis ord og sjæl vandt Roxannes hjerte.

Havde Cyrano fra start droppet mellemleddet og i stedet kastet sig direkte ud i eventyret, havde han sandsynligvis fået alt hvad han drømte om. Og hvad havde han i virkeligheden at miste?

Nyt liv til gamle fortællinger

Aalborg Teater viser igen og igen, at de tør at kaste sig ud i store dramaer og ikke altid tage det sikre valg.

I sensommeren kastede de sig over Romeo og Julie, som ikke umiddelbart vakte begejstring hos anmelderne.

Cyrano på Aalborg Teater er blevet udviklet i samarbejde med den russiske stjerneinstruktør, Yuri Butusov. Butusov er berømt for sine avantgarde iscenesættelser af klassikerne og intet er helligt, når han instruerer. Dette sås tydeligt i scenografien, som både var kreativ, spændende – og decideret syret.

Netop disse tre ord er nok også gengangere i anmeldelsen af stykket.

Vi har ved flere lejlighed rost teaterets emsemble, som ved hvert stykke beviser, at de med deres individuelle kompetencer og talenter kan gøre næsten hvilken som helst historie til deres egen.

Opskriften herpå kunne eksempelvis være elementer af techno tramp, rap fra Rockulven eller måske nogle imponerende breakdance-trin fra Sebastian Aagaard-Williams, som jo heller ikke just er nybegynder inden for dette felt.

Måske også især i scenen hvor Roxanne (Bolette Nørregaard Bang) første gang beder Christian (Ferdinand Falsen Hiis) om at udtrykke sin direkte kærlighed i ord, kom der for alvor latter i salen.

Humoren, overdramatiseringen og Ferdinands beundringsværdige mimik var helt eminent.

Smuk, sørgelig og tankevækkende aften

I Cyrano fik vi lov at opleve Martin Ringmose i den poetiske hovedrolle, hvor næsten alle replikker endte i et rim. Nogle replikker forekom mere støvede end andre, men med mimik og udtryksformer lykkedes det alligevel Ringmose at levere en overbevisende præstation.

Indrømmet: I det første kvarter var det fristende at opgive forståelsen og i stedet bare lade skuespillet fortælle historien. Men Cyrano lægger virkelig op til, at publikum selv lader tankerne blomstre – og jo længere tid der gik, jo mere ligetil og ukompliceret blev fortællingen.

Alt i alt et smukt, sørgeligt og tankevækkende stykke, som uden tvivl vil både udfordre, forvirre og begejstre publikum.

Stykket spiller indtil 17. marts, og billetter kan købes her.