Anmeldelse: Smuk åbningskoncert med dansk uropførelse og gudsbenådet armensk cellist

Årets åbningskoncert i Musikkens Hus var en smuk international aften.
Aftenen byggede bro imellem Peru, Armenien og Danmark – og byggede samtidig bro imellem 1800-tallets mesterkomponister og vor tids ambitiøse niveau.

Den peruvianske dirigent Miguel Harth-Bedoya åbnede aftenen med et veloplagt Aalborg Symfoniorkester.
Første værk var intet mindre end en uropførelse af danske Jonas Ervolder Bové, slagstøjsspiller i Aalborg Symfoniorkester og komponist.

Værket OverGROWN forfører, overrasker og leger med musikkens elementer – som et æggende ungt og forfriskende billede på, hvordan klassisk musik lyder anno 2022.
Det er fjerde symfoniske værk af 34-årige Jonas Ervolder Bové, som også har skrevet Mekaniko (2018), Dødedans (2018) og Steamphunk (2020).
Gudsbenådet armensk cellist
Efter den danske uropførelse rejste både publikum og orkester 4.500 kilometer sydøstpå, til lille bjergrige Armenien i Kaukasus. Syd for Rusland, nord for Iran.
Ind på scenen trådte 33-årige Narek Hakhnazaryan, en gudsbenådet armensk cellist.

Narek Hakhnazaryan udfoldede, hvad han er bedst til – nemlig at tolke Tjajkovskij.
Akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester leverede den unge mester Tjajkovskijs nocturne, op. 19, nr. 4 – efterfulgt af varianter over et rokokotema, op. 33.
Meget smukt. Meget forførende.
Narek Hakhnazaryan øser ud af sin cello – undersøgende elegant. Fingrene glider hen over celloens fire strenge. Det er cellospil i verdensklasse.

Narek Hakhnazaryan er en Tjakovskij-mester. Han har spillet cello, siden han var 6 år, og som 24-årig – i 2011 – vandt han den prestigefyldte International Tchaikovsky Competition.
Den store armenier gav naturligvis et ekstranummer: Abrikos-træet, en hyldest til Armeniens gyldenorange nationalfrugt.
Musikalske malerier på en ung septemberaften
Efter pausen, med kig til Limfjorden fra Musikkens Hus på en lys og ung septemberaften, fortsatte åbningskoncerten med værker af Musorgskij – fremført af Aalborg Symfoniorkester.

Med international energi, fortsat dirigeret af peruvianske Miguel Harth-Bedoya, blev publikum ført igennem Musorgskijs 15 musikalske billeder.
Som en mosaik af stemninger var der højtidelig Promenade, yndefuld Tuilerierne, livlige Kyllingernes dans i æggeskallerne, dunkle Katakomberne og meget mere.

De 15 musikalske tableauer sluttede med et brag, med værket Den store port i Kyiv.
Dette er Musorgskijs musikalske portræt af den gamle byport i Ukraines hovedstad. Golden Gate. Byporten er fra 1000-tallet og kan fortsat ses i Kyiv – knejsende i byens centrum.
Således sluttede den festlige åbningskoncert i Musikkens Hus torsdag aften. Sæsonens program byder på utallige koncerter, så det er bare at dykke ned i programmet.
Sæsonens program i Musikken Hus finder du her.