Slut med fadøl og livemusik: Andy’s lukker efter 20 år
Efter næsten to årtier med fest, livemusik og utallige drinks er det slut med at få stillet tørsten hos Andy’s i Jomfru Ane Gade.
Det skriver baren selv i et opslag på sociale medier, hvor de siger farvel.
“Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Andy’s desværre har lukket efter knap 20 fantastiske år i Gaden.
Vi vil gerne sige jer alle en kæmpe tak – for at synge med på fuld skrål til livemusikken, for de mange festlige aftener og for den opbakning og kærlighed, I har vist os gennem årene,” lyder det i opslaget.

Ifølge Andy’s er den sidste drink nu skænket, og den sidste Long Island er slynget over baren.
MEN nu venter et nyt kapitel.
Nyt liv i lokalerne
Selvom Andy’s lukker, bliver der ikke tomt længe i lokalerne.
Baren Barkaden, som allerede holder til ovenpå i samme bygning, overtager nemlig stedet og udvider dermed.
Det betyder, at gæsterne allerede om få uger kan se frem til endnu flere spillemaskiner, dartskiver og nye oplevelser i huset.

“Det betyder, at vi allerede om få uger kan glæde os til endnu flere fede maskiner, dartskiver og meget mere,” lyder det.
Andy’s nåede også at holde en sidste afskedsfest, inden dørene lukkede for sidste gang – og selvom stedet nu lukker, opfordrer de gæsterne til at kigge forbi igen, når lokalerne genåbner i ny form.
Præcis hvornår lokalerne genåbner som Barkaden er dog stadig usikkert.
Læs også: Kickstarter valgkampen på hjemmebane: Mette Frederiksen kommer til Aalborg i dag