Efter kæmpe succes: Anders Wortmann og far er klar med nyt show i Aalborg
Du kender ham nok fra de sociale medier.
Den nordjyske komiker Anders Wortmann har de sidste år delt forskellige sange, han har sunget for sin kæreste.
Hans sange handler om de ømme punkter, der kan være i et parforhold og om, når en lille familie begynder at vokse.
Netop dette var grundlaget for Anders Wortmanns første comedyshow FAR, som må siges at være gået over al forventning, da showet i starten kun var planlagt til fire forestillinger.
Showet gik dog lige i hjertet, og ikke mindst lattermusklerne, hos publikum med de sjove fortællinger og sange.
Derfor voksede turnéen sig hurtigt større med over 50 forestillinger fyldt med grinende og glade gæster.
Derfor har mange nordjyder også ventet på nyt fra Anders Wortmann og far.
Nu er der godt nyt.
Anders Wortmann og far rammer Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med nyt show FAR til 2 fredag 31. oktober 2025.
Familieuniverset udvides
I det nye show udvides familieuniverset – helt biologisk – så nye hverdagsoplevelser får et humoristisk spotlight.
Anders Wortmanns far er nemlig også med i det nye show og har (efter lettere pres) forpligtet sig til at lære at spille guitar, så samspillet mellem far og søn (måske) kan nå helt nye højder.
I FAR til 2 bliver publikum inviteret helt ind i Anders Wortmanns liv på grusvejen, hvor publikum møder havemanden Jørgen og rengøringshjælpen Birthe. Samtidig med at den ældste datter er startet til gymnastik og allerede har fået kærester i børnehaven.
Publikum kan glæde sig til en helt igennem skøn aften med sang, guitarmusik og en masse standup, når Anders Wortmann endnu en gang åbner dørene til sit familieunivers og viser, hvordan det er at balancere kaos, kærlighed og ”kasket”, når man er blevet FAR til 2.