Alternativ Black Friday: IKEA giver 500 kr. for din brugte madras
For at bekæmpe materialespild og sætte fokus på genanvendelse går IKEA Aalborg en anden vej end konkurrenterne på Black Friday.
Møbelhandleren giver 500 kr. i pant til kunder, der afleverer deres brugte madras.
Den 29. november kan du aflevere din gamle madras hos IKEA Aalborg og være med til at sætte fokus på materialespildet, når omkring 500.000 madrasser årligt ender som affald i Danmark.
For at fremme et mere cirkulært forbrug tilbyder møbelkæden 500 kr. i pant for brugte skum- og springmadrasser – uanset mærke.
“Årets Black Friday er en anledning til at sætte fokus på det enorme potentiale i genanvendelse af madrasser.
Faktisk kan hele 80% af materialerne bruges igen, men langt de fleste ender desværre som affald,” siger Tiago Jesus, varehuschef hos IKEA Aalborg.
Arbejder på en langvarig løsning
Selvom der kun gives madraspant på selve Black Friday, kan kunder aflevere deres brugte madras til genanvendelse frem til og med den 20. december.
IKEA samarbejder med RetourMatras i Holland, som sikrer, at de indleverede madrasser bliver genanvendt. Dette bidrager til en CO₂-besparelse på ca. 50 kg pr. madras i forhold til, hvis de endte som forbrændingsaffald.
IKEA arbejder sideløbende på at finde en mere permanent løsning i samarbejde med danske kommuner, så genanvendelse af madrasser i fremtiden kan ske lokalt.
“Vores ønske med denne indsats er at mindske antallet af madrasser, der ender som affald.
Vi ser det som en ressource, og derfor er vi i dialog med kommunerne om at udvikle konkrete genanvendelsesløsninger, der gør det nemt for vores kunder at gå en cirkulær vej og samtidig bidrager til et lavere klimaaftryk,” siger Tiago Jesus.
Sådan fungerer det
Kunder, der afleverer deres brugte skum- eller springmadras i IKEA Aalborg på Black Friday den 29. november, vil modtage en værdikupon på 500 kr., som kan anvendes samme dag ved køb af møbler og boligtilbehør for minimum 1.000 kr.
Værdikuponen kan ikke indløses til kontanter og kræver medlemskab af IKEA Family.
Madraspant gælder kun for skum- og springmadrasser fra børne- og voksensenge (ikke boksmadrasser), og hver kunde kan aflevere én madras.
Læs mere om madraspant her.