Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Alt udsolgt: Aalborg Pirates slutter året med et kæmpe brag

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Foto: Bluelinemedia.dk
Arkivfoto Foto: Bluelinemedia.dk

2018 har været et historisk godt år for Aalborg Pirates.

For første gang siden 1981 kom mesterskabet endelig til Aalborg, og derudover kronede de en suveræn sæson 2017/2018 af med også at tage pokaltitlen.

I denne sæson er Aalborg Pirates også med helt i toppen, og de ligger lige nu nummer tre i Metal Ligaen.

Derudover er de også stadig med i pokalturneringen, hvor Aalborg Pirates endda får hjemmebane i sit titelforsvar, når Final4 afholdes i januar i Bentax Isarena.

“2018 har været helt vanvittigt. Vi kunne næsten ikke ønske det bedre,” fortæller Thomas Bjuring, direktør for Aalborg Pirates.

Men først gælder det en forhåbentlig perfekt afslutning på 2018.

I dag og i morgen slutter de nemlig året af med hele to brag mod ærkerivalerne fra Frederikshavn White Hawks.

“Hvis vi kan slutte året af med to sejre over White Hawks, så kan det vel betegnes som et perfekt år,” siger Thomas Bjuring.

Den første spilles i aften kl. 19.30 i Frederikshavn, mens det lørdag aften kl. 19.30 er i Bentax Isarena, at slaget skal stå.

Udsigt til to nervepirrende kampe

25 kampe. 44 point.

Sådan lyder de kolde facts for både Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates, og der er derfor udsigt til to nervepirrende kampe for at hænge på i toppen af Metal Ligaen.

De to hold har mødt hinanden to gange hidtil i sæsonen, hvor det er endt med en sejr til begge hold. Først sejrede frederikshavnerne på hjemmebane med 2-1, inden Aalborg Pirates sejrede med hele 5-2 på hjemmebanen i Gigantium.

Der er derfor alt mulig god grund til at håbe på et par intense kampe.

“Kampene mod Frederikshavn White Hawks er bare noget helt særligt. Det er altid små ting, der afgør det, og det er svært at spå om udfaldet,” fortæller Thomas Bjuring og forsætter:

“Det er uden sammenligning Danmarks største ishockey-derby. Der er meget mere end point på spil. Det gælder håneretten, som næsten er lige så meget værd som pointene.”

Kunne have solgt dobbelt så mange billetter

Thomas Bjuring kan også se tilbage på et vildt år i Bentax Isarena.

Aalborg Pirates har fået opbygget et fort, hvor tilskuerne gang på gang agerer 7. mand på lægterne.

I morgen kan Aalborg Pirates melde totalt udsolgt, og der ventes omkring 5000 mennesker i arenaen.

“Vi har fordoblet salget af sæsonkort, og op til kampen i morgen mod Frederikshavn har vi nærmest oplevet borgerkrigslignende tilstande om at få billetter.

Mit bud er, at vi kunne have solgt det dobbelte. Det er super fedt, at Aalborg virkelig er blevet ramt af ishockey-stemningen.”

Udover et intenst lokalderby kan publikum også se frem til et vildt fyrværkerishow, når spillerne løber på banen.

Derudover vil der være en stor tifo, som tager godt imod spillerne.

Hvad: Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks
Hvor: Bentax Isarena
Hvornår: Lørdag d. 29. december kl. 19.30

Del artikel

Andre læser også