Jul uden politik: Alle valgplakater er fjernet fra Aalborg-torv
Julen nærmer sig, og på Gammeltorv er håndværkere og medarbejdere fra Aalborg City i fuld gang med at rejse boder og hænge lyskæder op.
Fra på fredag dufter der af gløgg og brændte mandler, når torvet bliver forvandlet til det juleunivers, mange aalborgensere forbinder med et kærkomment pusterum fra hverdagen.
Og netop dét pusterum vil arrangørerne gerne værne om.
Derfor – og af praktiske årsager – har Aalborg City valgt at fjerne alle valgplakaterne på torvet, selvom det – helt formelt set –er imod reglerne på området.
“For det første har vi fået byggetilladelse med præcise retningslinjer for, hvor boderne må stå – og nogle af plakaterne har ganske enkelt været i vejen.
For det andet synes jeg ikke, at politik og julemarked hører sammen,” siger City Manager, Jes Asmussen, til MigogAalborg.
Han understreger, at der er masser af andre steder i byen, hvor politikerne kan føre valgkamp, og at han ikke gør det for at genere nogen.
“Derfor har vi valgt at tage alle valgplakaterne ned, selvom det måske ikke er helt efter reglerne,” siger han og tilføjer, at han i dag sender en mail til partierne for at forklare beslutningen og opfordre dem til at hente deres plakater, så de kan bruge dem andre steder i byen.
Der er masser af lygtepæle i byen
En af de omkring 40 plakater, der er blevet pillet ned, tilhører Venstres Daniel Borup.
Han tager beskeden med ro – og et glimt i øjet.
“Jeg synes, det er helt okay. Jeg gider heller ikke sidde med min familie og nyde æbleskiver og gløgg, mens jeg kigger på en plakat fra Socialdemokratiet,” siger han med et grin, før han tilføjer:
“Ej, spøg til side – politik og spraglede valgplakater hører bare ikke hjemme på julemarkedet.”
Han har tænkt sig at hente sin plakat og finde en ny plads til den.
“Der er jo masser af lygtepæle andre steder i byen,” siger han.
Et frirum midt i byen
For Jes Asmussen handler beslutningen om at bevare julestemningen – uden politiske budskaber i baggrunden.
“Jeg håber, politikerne vil lade julemarkedet være julemarked og i stedet føre valgkamp på alle de andre pladser, vi har i byen,” siger han.
Når julemarkedet åbner på fredag, håber han, at besøgende igen i år vil mærke den særlige stemning, der gør torvet til noget helt særligt.
“Vi ønsker, at julemarkedet skal være et frirum med julestemning og godt humør. Så vi håber, alle har forståelse for vores beslutning,” siger han.

Læs også: Klar til fredag?: Her kan du få gigantisk hotdog