Er du hurtigere end eliten?: Alle er inviteret til at deltage i 5 km løb til DM-ugen


Når DM-ugen løber af stablen i Aalborg i slutningen af juni, bliver det med en stor løbefest på programmet.
Den 26. juni afvikles nemlig DM i 5 km løb, hvor både motionsløbere og Danmarks bedste langdistanceløbere indtager midtbyen – og alle får mulighed for at opleve stemningen og ruten i samme spektakulære rammer.
Det fortæller Aalborg Kommune.
Hele DM-ugen løber af stablen fra den 23. til den 29. juni, men det er altså den 26. juni, du skal have løbeskoene frem.
Og det er noget, Aalborgs Borgmester Lasse Frimand Jensen har tænkt sig at gøre.
“Jeg var ikke i tvivl, da jeg hørte om muligheden for at løbe ruten, de danske mesterskabsløbere skal løbe, før de får lov til at bevæge sig ud på den. Det vil jeg ikke gå glip af.
Jeg håber, rigtig mange vil gøre mig selskab og løbe turen,” lyder det fra borgmesteren.
Som de forgangne år, transmitterer DR live fra hele DM-ugen, og det gælder både det åbne 5 km-løb og eliteløbernes kamp om medaljer.
5 km for alle – DM for eliten
Kl. 16:55 går starten på det åbne 5 km-løb, hvor op til 800 deltagere kan være med.
Her er der plads til både hurtigløbere, motionister, og alle andre, der kan tilbagelægge 5 km på under én time.
Løbet foregår på præcis samme rute, som eliten løber på umiddelbart efter – og deltagerne kan dermed prøve kræfter med en ægte mesterskabsrute i centrum af Aalborg.
Efter motionsløbet overtager eliten scenen. Kl. 18:10 sendes herrernes elitefelt afsted, mens kvinderne skal afgøre deres mesterskab kl. 18:35.
Her løbes der om officielle DM-medaljer i aldersklasser fra 16 år og op. Her kan man med rette forvente et par meget spændende konkurrencer, for dansk langdistanceløb er inde i en gylden tidsalder og de seneste år er otte af de danske løberekorder, der ellers har stået siden 80-erne og 90-erne, blevet slået.

DM-ruten i Aalborg består af tre omgange á ca. 1,7 km og går gennem ikoniske dele af Aalborgs bymidte: Nytorv og Østergade, havneområdet, forbi Musikkens Hus og Aalborg Universitet – med målgang ved Strandvejen/Toldbod Plads lige midt i DM-uge-området.
Det er hurtig rute med masser af stemning, som inviterer til publikumsopbakning langs hele strækningen – så den er du da nødt til selv at prøve kræfter med, ikke?
Du tilmelder dig på linket her, hvor du også finder flere informationer om eventet.