Stor succes i Aarhus og København: Alenemorskab kommer til Aalborg
At blive mor er uden tvivl en intens og overvældende oplevelse for de fleste.
Men hvad nu hvis man ovenikøbet er alenemor og ikke har en partner at dele sine tanker, bekymringer og glæder med?
Dette er netop den udfordring, som initiativet “Alenemorskab” søger at løse, hvilket de allerede har succes med i både Aarhus og København.
For stifterne, Maria Dønkjær og Lonnie Pedersen, er næste stop Aalborg. Efter at have modtaget en betydelig bevilling fra Spar Nord Fonden, bliver den drøm nu til virkelighed.
“Vores mission er at bryde den ensomhed, som mange enlige mødre kan føle sig fanget i.
I en hverdag, hvor aftenens stille stunder kan føles overvældende, og hvor bekymringer og udfordringer akkumuleres uden en partner at dele dem med, ønsker vi at træde ind som en livline for netop denne målgruppe,” fortæller Maria Dønkjær til MigogAalborg.
Et kærligt netværk
Fælles for Alenemorskabs målgruppe er, at de står alene med hverdagens ansvar og opgaver – ikke mindst ansvaret for det barn, de kærligt har bragt ind i verden.
For Alenemorskab handler det om, at denne mor også møder kærlighed og har nogen at spejle sig i.
“Vores kendetegn er at skabe et socialt netværk for dem, der føler sig alene i moderskabet. Derudover favner vi bredt – både de ressourcestærke og udsatte,” forklarer Maria.
Baggrunden for ens alenemorskab dækker alt fra skilsmisser til donorbørn – og alle dem midt imellem.
“Vi henvender os til enlige mødre – både selvvalgte solomødre, mødre med børn på fuldtid, i deleordninger og alt derimellem,” siger Maria til MigogAalborg.
Stor succes med mødregrupper
Især Alenemorskabs “Enestående familiegrupper” har været en stor succes i København og Aarhus.
Her matches alenemødre efter børnenes alder og bopæl, ligesom det kendes fra de kommunale mødregrupper.
Forudsætningen her er bare, at du står alene om opgaven som forælder.
Tilbuddet gælder mødre med børn helt op til teenagealderen, og grupperne dannes ud fra børnenes alder, så man møder hinanden så ligesindet som muligt.
“Med tiden håber vi også at etablere vores mødregruppekoncept i Aalborg,” afslører Maria.
Flere aktivitetstilbud på vej
I første omgang starter Alenemorskab op i Aalborg med forskellige aktivitetstilbud, hvor interesserede mødre kan lære hinanden at kende.
Allerede på lørdag, den 27. januar, er det første tilbud klar: Et mor/barn-træningsevent i Shoppen, hvor du for 50 kr. får både en sandwich og adgang til et kreaværksted.
Program for lørdagens “Mor og barn træning”:
Kl. 10.00 – 10.45: Mor og Barn træning med FitMom Aalborg på 1. sal
Kl. 10.45 – 11.15: Fælles frokost – sandwich og burgere leveret af Bogø Sandwich
Kl. 11.15 – 12.00: Kreaværksted og leg for børn og mødre.
Pris: 50 kr.
“Vi skal lige lære Aalborg at kende, men der har heldigvis været stor interesse for at samarbejde med os.
Udover eventen i Shoppen vil der snart komme et tilbud med Kvindeværket og Teater Nordkraft,” siger Maria.
Du kan læse mere og følge Alenemorskab på der hjemmeside, Instagram og Facebook.