Først Obama: Nu kommer tidligere vicepræsident Al Gore til Aalborg

Opdatering: Al Gores besøg er blevet udskudt pga. den aktuelle situation med Covid-19. Musikkens Hus arbejder på at finde en ny dato for hans besøg.
Den tidligere amerikanske vicepræsident og modtager af Nobels Fredspris Al Gore gæster helt eksklusivt Musikkens Hus til Demokratiets Genklang i Aalborg den 20. marts 2022.
Vicepræsidenten har de seneste år arbejdet på at øge opmærksomheden omkring udledningen af CO2 og menneskeskabte klimaforandringer, og ifølge Al Gore kræver udviklingen akut handling fra både virksomheder og politikere.
Al Gore har i mange år arbejdet på at øge bevidstheden omkring menneskeskabte klimaforandringer, som ifølge eks vicepræsidenten kræver akut handling fra både virksomheder og politikere verden over.
Det er den erhvervsdrivende fond Musikkens Hus, der står bag arrangementet ”Al Gore: Crisis and solutions”, som bliver en del af den tilbagevendende demokratifestival Demokratiets Genklang.
Fra Obama til Al Gore
Før Corona havde Musikkens Hus tidligere præsident Barack Obama på besøg, og nu er det altså endnu et prominent navn, der gæster byen.
“Vi er glade for endnu en gang at kunne byde en så markant kapacitet velkommen på scenen i Musikkens Hus.
Al Gore har i den grad udnyttet sit embede til at gøre verden til et bedre sted og er en af de klimafrontkæmpere, der er allermest respekt omkring.
Den tidligere vicepræsident stod derfor allerøverst på ønskelisten over talere på dette område, og jeg føler mig overbevist om, at virksomhedsledere såvel som almindelige borgere vil gå fra arrangementet i Musikkens Hus med ny viden og motivation til at gøre en endnu større klimaindsats i fremtiden,” fortæller musikhusdirektør Lasse Rich Henningsen.
Var vicepræsident i otte år
Al Gore har en imponerende politisk karriere bag sig, først som medlem af Repræsentanternes Hus i 1976, 1978, 1980 og 1982, og dernæst som medlem af det amerikanske senat i 1984 og 1990.
Han blev indviet som den 45. vicepræsident i USA i 1993 og tjente otte år under Bill Clintons præsidentperiode.
Den demokratiske vicepræsident har siden sit politiske embede arbejdet målrettet på at sætte fokus på teknologiens fremtid og klimaforandringer, hvilket blandt andet har resulteret i en Oscar-statuette for dokumentarfilmen ”An Inconvenient Truth”, der omhandler global opvarmning og skildrer konsekvenserne af de store klimaændringer.
Al Gore har desuden modtaget Nobels Fredspris sammen med FN’s Klimapanel på baggrund af parternes store dedikation til at sætte fokus på og bekæmpe miljømæssige udfordringer og kortlægge det videnskabelige grundlag for politisk handling på området.
Al Gore er desuden grundlægger og formand for The Climate Reality Project, som er en nonprofitorganisation, der er dedikeret til at bekæmpe klimakrisen, ligesom han er forfatter til en lang række bestsellerromaner om bl.a. klimaforandringer.

Aalborg har det rette mindset
Den tidligere vicepræsident er endnu en i rækken af prominente talere, der de seneste år har gæstet Musikkens Hus.
I 2019 besøgte den tidligere præsident Barack Obama koncerthuset til en samtale om lederskab og entreprenørskab, og nu indtager Al Gore således scenen i Aalborg, hvor grøn omstilling i forvejen står højt på dagsordenen.
“Al Gore har ved flere lejligheder fremhævet Danmark som frontløber i forhold til blandt andet vedvarende energi, og Aalborg har i dén grad også vist sig som foregangsby, når det kommer til grøn omstilling.
Vi har det rigtige mindset, og vi har samtidig en masse konkrete initiativer, der kan bakke de gode intentioner op. Derfor mener vi ikke, at rammerne for denne vigtige debat kunne passe bedre,” forklarer Lasse Rich Henningsen fra Musikkens Hus, der i 2020 som det eneste koncerthus i Danmark fik tildelt bæredygtighedscertifikatet DGNB i guld.
Den tidligere vicepræsident kan opleves i Koncertsalen i Musikkens Hus søndag den 20. marts 2022 som en del af demokratifestivalen Demokratiets Genklang. Festivalen strækker sig over to dage, hvor ord, musik og kunst formidler demokratiets forskellige former.
Billetter kan købes fra tirsdag den 2. november på www.musikkenshus.dk