Vanvittig midnatsgyser: AL-Bank Elite vinder “Kampen om Aalborg”
Det blev en af de aftener, man vil huske, hvis hjertet banker for AL-Bank Elitepadel Aalborg.
I en direkte nedrykningsduel i 1. division mod rivalerne fra Aalborg Padels førstehold vandt AL-Bank nemlig et kæmpe drama i afgørende matchtiebreak.
Dermed sikrer AL-Bank sig endnu en sæson i landets næstbedste række, mens Aalborg Padel 1 nu er tvunget til at slå Holstebro på udebane på fredag for at overleve.
Det så ellers længe ud til, at Aalborg Padel ville sende AL-Bank på weekend med et mareridtsresultat. 1-2 i kampe efter første runde betød, at AL-Bank skulle vende det hele hovedet i den velbesøgte arena.
Og det gjorde de.
Comebacket startede sikkert og godt. Søren Nielsen og Kresten Mosbæk gjorde kort proces og udlignede til 2-2, men da holdets spanske superstjerne, Antonio Selma, tabte sin kamp med Magnus Horskjær, var alle blikket rettet mod den sidste bane.
3-2 til Aalborg Padel på dette tidspunkt. Derfor skulle Mathias Lundquist og Michael Skytte holde kampen i live for AL-Bank.
De to spillere skulle ud i tre nervepirrende sæt mod Aalborg Padels bedste spiller, Stefan Pilgaard, og den tidligere AaB-spiller Patrick Kristensen.
Særligt Lundquist og Pilgaard har duelleret i diverse sportsgrene mod hinanden siden barndommen, så betydningen var ikke til at tage fejl af.
Lundquist kunne til sidst juble over den interne sejr.
Ved 3-3 skulle der spilles afgørende matchtiebreak – et kynisk koncept, hvor der spilles først til 10 point.
Til tider er formatet rene tilfældigheder, men Antonio Selma og Søren Nielsen kom storspillende ud mod Christian Frølund og Stefan Pilgaard.
10-6 vandt AL-Bank’erne sikkert, og så kunne de sortklædte spillere storme ind på banen i jubel, mens Aalborg Padel må håbe, marginalerne er med dem på fredag ude mod Holstebro.
Det var skreget op til det helt store drama, og det må vi sige, vi fik.
Læs også: Guide til din lørdag i Aalborg: Alt det her kan du opleve i dag