Store ændringer: Akutmodtagelsen lukker på Sygehus Syd

Hvis du plejer at køre ud på Syd, når uheldet er ude, skal du snart vænne dig til en ny adresse.
Søndag den 22. marts kl. 5.00 lukker Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital, Syd.
På præcis samme tidspunkt åbner den nye Akutmodtagelse i Akuthuset i Hospitalsbyen i Aalborg Øst, hvor både Skadestuen og Lægevagten flytter med.
Fra det øjeblik skal du altså ikke længere sætte kursen mod Hobrovej, hvis du har brug for akut hjælp, men i stedet køre til Hospitalsbyen 1, 9260 Gistrup.
Snart er alle flyttet
Her kører du ind fra Selma Lagerløfs Vej og følger skiltene mod P16, hvor du kan parkere tæt på indgangen.
Hvis du bruger Google Maps, skal du være opmærksom på, at Selma Lagerløfs Vej stadig er angivet som Hadsundvej – det er den samme vej, selvom navnet er anderledes på skærmen.
Samtidig med adresseændringen gennemfører hospitalet endnu en stor flytning af sengeliggende patienter fra Syd til Hospitalsbyen.
Flytningen omfatter i alt 200 sengepladser, men det bliver færre patienter, der rent faktisk flyttes.
Det konkrete antal kendes først på dagen.
Når denne flytning er gennemført, er alle sengeafsnit fra Syd flyttet og i drift i Hospitalsbyen.
Tusindvis af patienter skal finde nye veje
En stor del af puslespillet er Akut- og Traumecentret med akutmodtagelse og skadestue.
Sidste patient bliver modtaget på Syd kl. 05.00, hvorefter Akut- og Traumecentret flytter og går i drift i Akuthuset i Hospitalsbyen på samme tidspunkt.
Akutmodtagelsen har mange kontakter med patienter hvert år – alene i 2025 var der 62.500 patientkontakter.
Også Lægevagten flytter fra Syd samme morgen.
Konsultationen lukker kl. 05.00 og åbner samtidig i nye lokaler i Akuthuset i Hospitalsbyen, Selma Lagerløfsvej 347, 9220 Aalborg Øst (indgang 1).
Som patient går du ind ad indgang 1, drejer til højre, følger skiltningen og melder din ankomst ved standen ved Lægevagten. Der er parkeringsmuligheder foran Akuthuset ved indkørsel fra Selma Lagerløfs Vej.
Flytningen søndag den 22. marts omfatter blandt andre sengeafsnit inden for diabetes- og hormonsygdomme, medicinske mave- og tarmsygdomme, geriatrisk medicin, infektionsmedicin, lungemedicin, nyresygdomme, neurologi (stroke), led-, ryg- og bindevævssygdomme, mave- og tarmkirurgi, ortopædkirurgi samt intensivafdelingerne R og NOTIA.
Kl. 06.00 er der kickoff for alle involverede i patientflytningen på Syd.
Vær opmærksom på ændringer
Flytningen er en del af den samlede plan, hvor mange af Aalborg Universitetshospitals afdelinger i løbet af 2026 flytter til Hospitalsbyen i etaper.
Sidste etape for de somatiske afdelinger er søndag den 3. maj, hvor sengeafsnit fra Sygehus Nord flytter ud.
Psykiatrien flytter i to omgange – første gang i marts og anden gang i april – og fuld ibrugtagning og officiel indvielse af Hospitalsbyen er planlagt til maj 2026.
Det betyder, at hospitalet i en periode er fordelt på flere adresser, og at du som patient kan opleve at skulle møde nye steder, selv om du “plejer” at komme et andet sted.
Derfor er det en god idé at tjekke dit mødested ekstra grundigt.
Det står altid i indkaldelsesbrevet, men du kan også se det i appen MineAftaler Region Nordjylland, hvor du får overblik over dine aftaler på tværs af hospital, læge og kommune.
Der vil fortsat være aktivitet på Syd i nogle år endnu, men ikke for akutte patienter i Aalborg.
Fra den 22. marts kl. 5.00 er Hospitalsbyen fremover det sted, du skal køre hen, når det går galt.



