Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aktuel med helt specielt album: Per Vers gæster Musikkens Hus

Af Jens Erik Møller

På lørdag d, 23. marts indtages Musikkens Hus af en sand ord-ekvilibrist.

Det sker, når rapper Per Vers gæster Intimsalen.

Med sig under armen har han albummet Knust kunst.

Det er dog ikke tale om et traditionelt album, eller et album der lyder, som vi er vant til at høre Per Vers.

”Dengang jeg startede for 25 år siden, bestod hiphop af musik stjålet fra andre indspilninger, i flere lag. Det fede var, at den musik man brugte og omskabte, var ukendte, sjældne udgivelser.

”Knust kunst” er egentlig skabt i samme tradition, hvor jeg har sat nogle dogmer; at det der samples skulle være vinyl og fra den danske sangskat – og jo sjovere og mere obskurt, jo bedre,” fortæller Per Vers til MigogAalborg.

Der er derfor tale om gemte og glemte numre, hvor halvdelen af numrene ikke engang findes på Youtube, og færre endnu på streaming-tjenesterne.

Faktisk er kun to af de samplede numre fra dette årtusinde.

Så selvom det måske ikke lyder sådan, så er det med Per Vers’ egne ord ”et heftigt benspænd at give sig selv”.

Fundet i Læsehesten

Selvom dogmerne har sat begrænsninger, så handler ”Knust kunst” også om, hvad der inspirerer Per Vers.

”Jeg hører musik hver dag, men har også altid lyttet til gammelt musik for at finde nyt derigennem. Og de her numre var dem, der inspirerede mig mest.

Hvis de har tændt mig, og givet mig lyst til at rappe, så var det nok til at vælge dem,” siger Per Vers.

De gamle numre, som optræder i samples på den nye ”Knust kunst”, stammer fra gamle grammofonplader, som Per Vers selv har fundet og købt gennem årene – blandt andet i Læsehesten her i Aalborg.


Fem årtiers musikhistorie kogt ned til ét album

Det hele er endt med en række skæringer, hvor der er samplet bidder af musik og stemmer fra mere end fem årtiers dansk musikhistorie – lige fra en ung Annisette, Jomfru Ane Band og Dan Turéll & Sølvstjernerne til Carpark North og Marie Key.

Derefter er der tilsat nyt fra blandt andre Shaka Loveless og Barbara Moleko samt stemmer fra Lasse Rimmer, Erik Clausen, Anders W. Berthelsen og flere andre.

Alt sammen bundet smukt sammen af Pers Vers’ rap, så der opstår ”ny musik og en ny samtale”.

Per Vers kalder selv formen på dette album for ”at snakke med skiver”.

Mere end rap

”Knust kunst” er også afgjort det album, som har været længst undervejs i Per Vers’ lange karriere, fortæller han til MigogAalborg.

Blandt andet fordi, at det har krævet en del administrativt krudt at få de enkelte bidder af de gamle numre clearet af rettighedshavere og pladeselskaber, så de måtte bruges af Per Vers på ”Knust kunst”.

”Jeg har faktisk nået at lave tre almindelige albums i mellemtiden, fra jeg fik den første idé, til jeg stod med et værk, jeg var tilfreds med.”

Det nye og gamle musik er sat sammen i samarbejde med producer Esben “ES” Thornhal, der blandt meget andet også har stået for musikken på L.O.C.’s tre sidste albums.

Idéen om ”Knust kunst” har også over årene udviklet sig, og det er endt ud med at være et værk, som udover selve Per Vers rapmusik også indeholder en bog og billedkunst. Fx er de gamle pladecovers også samplet sammen af den engelske kunster Dan Lish.

Læs også: Musikkens Hus måtte holde på hemmelighed: NY Times var i Aalborg i to dage

En helhedsoplevelse

Når Per Vers gæster Musikkens Hus, så bliver det udover denne musikalske collage og samtale også et show med lys og lyd, som skaber en form for kunstnerisk helhed.

Det er den visuelle vildmand Lau Lindqvist – med kunstnernavnet 2D – der beriger showet med projektorer, skærme og lærreder, som bakker musikken op med skræddersyede billeder, filmklip og effekter.

Med sig på scenen i Musikkens Hus har Per Vers også Turkman Souljah, som den trofaste ankermand på pladespillere, piano, keyboards og effekter; de to soul-sangerinder Stine Kinck og Aisha Arts – samt Zaki Youssef, der er en rapper og sanger, som med humor og energi blander sig smukt i Per Vers’ ordstrøm og indimellem også griber guitaren og trommemaskinen.

Aktuel med helt specielt album: Per Vers gæster Musikkens Hus

Glæder sig til Musikkens Hus

Per Vers’ optræden i Musikkens Hus 23. marts er en del af en større Knust kunst tour, som bringer ham rundt på forskellige spillesteder i hele Danmark.

Men Aalborg og Musikkens Hus er lidt anderledes.

Da Per Vers slog igennem først i 90’erne som en del af gruppen Sund Fornuft, havde han et stærkt tilhørsforhold til Aalborg, og de var ofte en del af line up på 1000Fryd.

Allerede før Sund fornuft slog igennem, men blot var nogle gymnasiedrenge, var Per Vers og Aalborg to sider af samme mønt.

Han stammer selv fra Gram, men da en af de andre i gruppen var fra Aalborg, så var det nærmest fast tradition, at han hver fredag efter skole satte sig ind i toget mod Aalborg.

23. marts er turen som nævnt kommet til at besøge Musikkens Hus.

”Jeg har tidligere spillet i den store sal i som en del af andre projekter, så jeg kender godt stedet. Det er sindssygt flot, ja det er hele havnefronten faktisk.”

Du kan læse mere om koncerten i Musikkens Hus her, hvor du også kan købe billetter.

Hvad: Per Vers koncert
Hvor: Musikkens Hus, Intimsalen.
Hvornår: 23. marts kl. 21

Del artikel

Andre læser også