Fri offentlig transport: AKKC udvider populært koncept

Tilbage i efteråret lancerede AKKC sammen med NT en ordning med fri offentlig transport til alle kulturarrangementer som en løsning til den CO2-krævende privattransport i bil.
Nu udvider de ordningen med et unikt pilotprojekt, der i en begrænset periode giver erhvervsgæster mulighed for at rejse gratis med bus og tog til udvalgte messer og konferencer.
Med dette initiativ er AKKC de eneste i branchen, der aktivt har formået at finde en løsning på den store CO2-udledning fra gæsternes transport.
Det skriver AKKC i en pressemeddelelse.
Bæredygtighed er kommet for at blive
AKKC har i mange år arbejdet med bæredygtighed – både internt i organisationen, hvor en hel afdeling er dedikeret til området, og eksternt, hvor de rådgiver kunder og samarbejdspartnere til at træffe mere ansvarlige valg, når de skal holde arrangementer i huset.
Transport spiller en stor rolle i klimaregnskabet, og AKKC er bevidste om, at den største CO2-belastning ligger i Scope 3 – som er de indirekte emissioner. Her er gæsternes transport en stor faktor, og derfor er det naturligt for AKKC at rette fokus mod den offentlig transport.
“Vi tænker bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør. Vi er et stort hus med flere hundrede tusinde besøgende hvert år, og mange af dem kommer i bil. Som arrangører har vi et vist ansvar for at gøre det nemmere at vælge en mere bæredygtig transportform. Derfor har vi sat skub i pilotprojektet om fri transport til vores egne arrangementer, så vores erhvervsgæster også kan tage del i rejsen,” siger Lars Rønnov, Kommerciel chef i AKKC.
Og selvom dét at ændre forbrugeradfærd kan være en svær størrelse, har tallene fra AKKC’s kulturarrangementer vist, at der er en vilje hos gæsterne til at skifte bilen ud med en mere afslappende og grøn offentlig transport – en positiv tendens, som AKKC nu vil teste blandt erhvervsgæsterne.
Flere fordele ved offentlig transport
I AKKC tror de på, at den offentlig transport kan noget særligt. Gæsterne slipper for at have ansvaret for rattet og stress over at finde en parkeringsplads i nærheden af AKKC.
Samtidig giver det gæsterne et mentalt lufthul at løfte hænderne fra rattet, som man i stedet kan bruge på at arbejde eller slappe af – samtidig med, at man sparrer klimaet for ekstra CO2-udledning.
Læs også: FDM melder ud: Ny type p-afgift kan være ulovlig “Med denne udvidelse får endnu flere adgang til den offentlige transport, hvilket både styrker bæredygtigheden og hjælper med at reducere trafikproblemer i Aalborg. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med AKKC og skabe endnu mere bekvemme og miljøvenlige transportløsninger for både kunder og gæster,” siger Sarah Guldhammer, marketingansvarlig og teamleder i Marketing og Kommunikation i NT.
AKKC har længe haft fokus på at minimere CO2-belastningen, og pilotprojektet med at udvide fri offentlig transport til udvalgte erhvervsarrangementer er endnu et skridt i den retning.
På sigt er målet at tilbyde ordningen som en del af AKKC’s møde- og konferencepakker, så alle erhvervsgæster fremover kan gøre brug af det unikke tilbud.