En ven af byen: AKKC-direktør hylder Ulf Pilgaard
I dag blev Danmark en stjerne fattigere.
Den 83-årige skuespiller Ulf Pilgaard er død efter kort tids sygdom, og det har fået Aalborg Kongres & Kulturcenter til at sende en særlig hyldest til revystjernen.
Aalborg har nemlig også mistet en helt særlig ven, der gennem årtier havde et tæt og varmt forhold til både byen og dens kulturliv.
Ulf Pilgaard, som blev kendt og elsket af mange danskere gennem sine roller i revyer og film, havde i mange år Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) som sit “andet hjem.”
Det skriver direktør Nicolaj Holm på sin Instagram.
Ifølge Nicolaj Holm fandt Ulf Pilgaard et solidt ankerpunkt, hvor han gennem venskabet med den tidligere AKKC-direktør Ernst Trillingsgaard og senere den nuværende direktør byggede stærke bånd til både huset og de mennesker, der skabte rammerne for hans optrædener.
Ven og samtalepartner for flere i huset
Nicolaj Holm mindes i dag Ulf Pilgaard som en mand af format — “så stor, at vi andre måtte stå på stolen for at nå ham.”
Han var ikke blot en hyppig gæst på scenen, men en ven og samtalepartner for flere i huset.
Med sin varme personlighed og dybe indsigt gjorde han sig bemærket i mødet med folk, og ifølge AKKC’s direktør var han en “meget dejlig og behagelig” støtte i direktørens første tid i AKKC, hvor Pilgaard med sin jordnære tilgang gjorde et stort indtryk.
For Aalborg betyder hans død et farvel til en kulturel kæmpe, som byen i den grad havde adopteret som sin egen.
Med ham slukkes et lys på scenen, der tilhørte ham, og mange i AKKC og Aalborg står tilbage med sorgen over at have mistet en kunstner af stor format, der altid vil have en særlig plads i AKKC’s historie.