Snart klar: AIG glæder sig til at tage byens nye gymnastikfaciliteter i brug

Aalborg Idrætsgymnastik (AIG) udvider med endnu en specialbygget gymnastikfacilitet på Eternitten i Aalborg – og har dermed nu to fuldt udstyrede gymnastikfaciliteter i byen.
I maj bragte vi nyheden om, at Aalborg Idrætsgymnastik (AIG) udvider til de tidligere Funcenter-lokaler på Eternitten i Aalborg. Også Aalborg Klatreklub får plads i lokalerne.
AIG fortæller nu, at den nye hal på 1.200 kvadratmeter på Boeck-Hansens Vej 14 bliver klar til sæsonstart den 1. september 2025.
Stor frivillig indsats
Med fastmonteret moderne internationalt topudstyr bliver det en markant styrkelse af AIG’s træningstilbud til børn, unge og voksne på alle niveauer.
“Det er en stor drøm, der bliver til virkelighed for os i Aalborg Idrætsgymnastik, at vi nu – efter mange års arbejde – får udvidet faciliteterne til både at dække specialhallen i Aalborg Stadionhal 3 og endnu en topudstyret specialhal på Eternitten,” fortæller Rasmus Brandtoft fra AIG til MigogAalborg.
Hen over sommeren har frivillige fra AIG lagt en stor indsats i at istandsætte hallen, og i denne uge ankommer alle de nye redskaber – muliggjort med støtte fra Aalborg Kommune, AN-TV, Sparekassen Danmark Fonden Hobro, Spar Nord Fonden og Nibe Festival.
Plads til vækst – og flere gymnaster
Flytningen betyder ikke, at AIG forlader lokalerne ved Aalborg Stadion.
“Nu bliver muligheden for bedre plads i træningen endelig en realitet. Det betyder, at vi kan tilbyde endnu flere hold og skabe plads til mange nye gymnaster.
Samtidig frigør vi kapacitet til mange nye hold i Aalborg Stadionhal 3, hvor der i flere år har været lange ventelister,” lyder det fra Chris Gregersen, der er sportslig leder i AIG.

Aalborg Idrætsgymnastik har i dag knap 1.500 medlemmer, og med de to faciliteter er målsætningen at nå op mod 2.000 medlemmer på sigt.
Udvidelsen giver ikke blot bedre plads. Det giver også mulighed for at nytænke, udvikle og udvide holdudbuddet på tværs af begge placeringer.
Tilmeldingen til den nye sæson er i fuld gang på AIG’s hjemmeside, hvor interesserede fremtidige gymnaster kan finde holdoversigt og tilmelde sig.
Her hos MigogAalborg kigger vi forbi i næste måned forbi for at høre mere om planerne for fremtiden og vise de nye lokaler frem, når de er blevet taget i brug.