Aalborgs nye gymnastikmekka: AIG glæder sig over kæmpe interesse efter åbning

Aalborg Idrætsgymnastik (i daglig tale AIG) har nu åbnet endnu en afdeling i lokalerne på Eternitten, hvor FunCenteret før har holdt til.
Med stor støtte fra diverse fonde og frivillige i foreningen er hallen blevet udstyret med splinternyt udstyr på rekordtid.
“Jeg er så taknemmelig – ikke mindst for den kæmpe frivillighed, der har gjort det her muligt,” siger Rasmus Brandtoft, der er bestyrelsesmedlem i foreningen, til MigogAalborg.

I mange år har foreningen haft ry for ikke at have plads til nye hold og nye medlemmer, men med den ekstra lokation på Eternitten er der nu igen åbent for interesserede.
“Nu har vi fået mere plads og dermed også nye muligheder for at tænke kreativt i forhold til nye hold og koncepter her i klubben,” fortæller Rasmus.
Der er allerede gang i flere nye hold på de nye madrasser og træningsfaciliteter, og inden længe vil der også blive skabt et hænge-ud-område til de unge, der benytter sig af hallen – og et fitnessområde.

“Vi har været rigtigt heldige at modtage støtte fra flere store fonde, og vi glæder os til at blive helt færdige med indretningen her i hallen,” lyder det.
AIG har blandt andet fået støtte fra Ung Puls-puljen, der er en del af Nordea Fonden og Spar Nord Fonden.
Du kan læse mere om Aalborg Idrætsgymnastik på deres hjemmeside.
På AIG’s egen instagram har de lavet en video, hvor man kan se forvandlingen fra “tom hal til moderne gymnastikhal”.
Den kan du finde her:
Læs også: Snart klar: AIG glæder sig til at tage byens nye gymnastikfaciliteter i brug 







