Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Afsløring: Her er årets karnevalsplakat

Af Emil Kjær Jørgensen
Fra venstre: Jeanett Kaare, Kent Wolfsen, Tine Helleshøj og Chris Kroer Jensen
Fra venstre: Jeanett Kaare, Kent Wolfsen, Tine Helleshøj og Chris Kroer Jensen

Aalborg Karneval er lige om hjørnet – og i år er ambitionerne højere end nogensinde før.

Aalborg Børnekarneval bliver bl.a. med en kæmpe fest i Kildeparken med Onkel Reje og Motor Mille, mens vi til den Internationale Parade bl.a. kan glæde os til Suspekt som karnevalskonger.

Nu er tiden inde til endnu en afsløring.

For i dag blev sløret løftet for dette års vilde karnevalsplakat.

Afsløring: Her er årets karnevalsplakat

Bygget bro mellem kunst og karneval

Sidste år satte Aalborg Karneval fokus på traditionen med at bygge bro mellem kunstens verden og karnevallets farverige festligheder via et samarbjede med Kent Wolfsen fra Galleri Wolfsen.

Det er Kent, der igen nøje har udvalgt årets kunstner, der står bag årets plakat.

Kunstneren bag årets værk er ingen ringere end Tine Helleshøj.

“Vi var slet ikke i tvivl om, at Trine skulle lave årets karnevalsplakat. Hun er ægte rock & roll, så det kunne ikke være federe og bedre,” fortæller Kent Wolfsen.

Værket har fået navnet: “Rex y Reina de todo” (kongen og dronningen af alt).

En kunstner, der elsker fest, farver – og Aalborg

Tine Helleshøj er ifølge Aalborg Karneval essensen af dynamisk energi og farverig kreativitet, både i hendes person og i hendes kunst. Hendes værker er en æstetisk fest af farver og former, krydret med en god portion dosis rock’n’roll.

Som den udvalgte kunstner til at fortolke årets karnevalstema “Fantastiske Væsener”, lover Tine at bringe et magisk og eventyrligt univers til liv på karnevalsplakaten.

“Jeg elsker fest. Jeg elsker farver. Jeg elsker Aalborg. Derfor takkede jeg straks ja, da Kent og Aalborg Karneval henvendte.

Det har været så skønt at få lov at arbejde med Aalborg Karneval og få lov at skabe den stemning, som jeg forbinder med den særlige fest. Det handler om samhørighed, fest, farver, fællesskab og kærlighed,” fortæller Tine.

“Det var vigtigt for mig at lave et værk, som kan være et enkeltstående værk, men som samtidig er et grafisk værk, der kan komme ud og leve i de nordjyske hjem,” fortsætter Tine.

Her kan du købe den

Den helt særlige karnevalsplakat kan købes på Galleri Wolfsens hjemmeside eller i galleriet i Tiendeladen 6, som har åbent 11-14 om lørdagen, og 11-17 tirsdag – fredag.

Karnevalsplakaten sælges til en skarp pris på 200 kr. pr. stk.

Hvis du skal have den indrammet, koster det 600 kr. ekstra.

Chris Kroer Jensen, chef for Aalborg Karneval, er fuld af begejstring over samarbejdet med Trine – og Galleri Wolfsen.

”Det er en skøn nyklassiker, vi har etableret omkring årets karnevalsplakat.

Tines stil matcher bare Aalborg Karneval i et fedt moderne udtryk, og jeg er stolt over det samarbejde.

Aalborg Karneval vil over de næste år lave mange flere indholds- samarbejder med kunstinstitutioner og kunstnere fra nær og fjern for at hæve barren på det kunsteriske niveau.

Bare vent til I oplever Aalborg Børnekarneval i år, hvor flere kunst- og kulturinstitutioner optræder i Kildeparken, fortæller chef for Aalborg Karneval, Chris Kroer Jensen.

Du kan finde mere info om Aalborg Karneval her.

Del artikel