Æstetiske mesterværker: Mikrobageri klar med årets fastelavnsboller
Man skulle ikke tro det, men der er faktisk over en måned til fastelavn.
Byens bagere og caféer er allerede i fuld gang med at lancere årets fastelavnsboller.
Har du mistet overblikket over byens fastelavnsboller, så skal du blot klikke her, hvor vi har samlet ALT du skal vide om årets vidundere.
Udsøgte varianter i montren
Nu er en af byens mest populære bagere klar med sit bud på byens bedste fastelavnsboller.
WIlliam Kærup er manden bag det hyggelige mikrobageri Breadbykaerup, hvor der ofte er kø langt ud på gaden – og hvor det er mere reglen end undtagelsen, at man må melde alt udsolgt før lukketid.
Nu bliver der endnu en god grund til at besøge det hyggelige bageri, for William har naturligvis også givet sig i kast med fastelavnsbollens kunst.
William har igen i år kreeret to varianter, som er vidt forskellige.
Klassisk fastelavnsbolle ala BreadByKaerup
Første variant er Williams udgave af en klassisk fastelavnsbolle.
Den klassiske variant er bagt med vaniljecreme, efterfyldt med vanilje og citron og efterfølgende overtrukket med chokolade.
Når man skærer igennem fastelavnsbollen, bliver man bare glad indeni, for midten er FYLDT med alt det gode – og ikke unødig luft!
William har bare styr på sit bagværk, og dejen er tilpas svampet, så selv en bid uden creme ikke bliver en tør omgang.
Wiener-fastelavnsbolle
Er du mere til den eksperimenterende slags, så skal du give dig i kast med wiener-fastelavnsbollen, der er lavet på wienerdej med konditorcreme, citrontimian og mango.
Denne variant ligger sig lunt i svinget som en af de bedste fastelavnsboller, vi har smagt i 2023.
Der er perfekt balance mellem det fede konditorcreme og den friske mango – og så er alle herlighederne pakket ind i den vildeste wienerdej, der er både sprød og fuld af smag!
Begge varianter koster 35 kr.
Breadbykaerup har åbent torsdag-lørdag 08.00-16.30, søndag 08.00-13.00 (lukket mandag, tirsdag og onsdag)
Du finder Breadbykaerup på Kastetvej 15A, lige ved siden af det gamle vaskeri.